Siger Stan Lee farvel med en sidste cameo i Avengers: Endgame?

Joe Russo udtaler sig om Marvel-legenden
Billede
(© Walt Disney Pictures)

Marvel-feberen har ramt os, og alle venter blot på at forsalget til Avengers: Endgame skal starte. Imens kan vi bringe den dugfriske nyhed om, hvad der muligvis er Stan Lees sidste cameo.

Tegneserie-skaberen og Marvel-legenden, der døde den 12. november 2018, var som bekendt fast inventar i de mange superhelte-film helt tilbage fra Iron Man i 2008 og frem til den aktuelle Captain Marvel.

Nu, hvor Lee er død, er spørgsmålet jo, hvor mange cameos vi kan se frem til? På en indisk presseturne gav Joe Russo (den ene halvdel af instruktør-duoen) muligvis svaret.

Instruktøren udtalte følgende til mediet Pinkvilla: "Jeg mener, (Stan Lees) sidste cameo bliver i 'Endgame'".

Russo fortsætter: "Jeg kan ikke huske, om han var rask nok til at lave en cameo i 'Spider-Man: Far From Home'. Men det var fantastisk at arbejde sammen med ham".

Avengers: Endgame får dansk verdenspremiere den 24. april.