Hvilken Disney-klassiker har du grædt mest til?

Fremtiden byder på en lang række genindspilninger af nogle af de mest elskede Disney-klassikere. Tim Burton er aktuel med Dumbo, og senere på året kan du gense både Aladdin og Løvernes Konge i nye versioner.

Køb billetter til Dumbo her:

I den anledning giver vi jer et tilbageblik på nogle af Disneys mest sørgelige film. Men hvilken har du grædt mest til?

Her er vores ti bud med begrundelse og risiko for spoilers. 

Kommenter og afgiv din stemme herunder.

Snehvide og de syv små dværve - 1937
‘…So beautiful, even in death, that the dwarfs could not find it in their hearts to burry her…’

Har man set Disneys første klassiker ’Snehvide og de syv små dværge' fra 1937, er det umuligt at have glemt scenen, hvor Snehvide ligger uskyldig og smuk, dræbt af den onde heks’ forgiftede æble. Både dyr og dværge samles for at sige farvel.

Pinocchio – 1940 
Det værste man som forælder kan blive udsat for, er at miste sit barn. Uanset om barnet er af kød og blod eller en dukke lavet af træ. Dukkemageren Geppetto er i hvert fald sønderknust, når han ligger på knæ ved siden af den livløse Pinocchio. Og mon ikke de fleste publikum græd med ham?

Dumbo – 1941
Scenen hvor Dumbo forsøger at komme ind til sin indespærrede mor, mens der klippes til løver, giraffer, flodheste og andre dyr, der trygt sover sammen med deres unger, er et godt bud på det mest rørende øjeblik i Disneys historie. Om Tim Burton formår at skabe de samme følelser som originalen, må du tage i biografen og finde ud af.

Bambi – 1942
Disney, dyr og følelser er en kombination, der virker. Dette kommer tydeligt til udtryk i scenen hvor den lille Bambi flygter med sin mor, mens geværskud lyder bag dem. Bambi løber alt, hvad han kan, kommer i sikkerhed, vender sig om og råber lettet: "We made it mother, we made it". Men Bambis mor klarede det ikke. Fortvivlet løber Bambi tilbage for at finde sin mor, blot for at opdage, at hun er blevet dræbt.

Lady og Vagabonden – 1955
Enhver hundeelsker må sidde med en klump i halsen under denne forfærdelige scene, hvor de mange indespærrede hunde hyler i kor, og ikke ønsker andet end det mest basale - nemlig frihed!

Mads og Mikkel – 1981
Historien om det umulige venskab mellem en hund og en ræv, der har været bedste venner siden de var små. Den gamle, rare Tille har taget ræven Mikkel til sig som kæledyr, og Mikkels bedste ven er hunden Mads, hvis ejer forventer, han skal vokse op og blive en jagthund. Som tiden går, indser Tille, at Mikkel ikke længere er i sikkerhed hos hende. Hun tager derfor Mikkel ud i skoven for at sætte ham fri. En scene der kan få de fleste til at fælde en tåre.

Den lille Havfrue – 1989
Her er der flere rørende øjeblikke. Hvis man har set filmen, ved man, hvor meget Ariels store samling betyder for hende. Så scenen hvor Ariels far,  Kong Triton, smadrer hendes samling med sin trefork, fik vist de fleste til at føle Ariels sorg. Senere ser vi en af Disneys måske ondeste skurke, havheksen Ursula, stjæle Ariels smukke stemme, og derefter overtager Tritons magt over verdenshavene. Filmen ender lykkeligt, men slutningen er alligevel en smule sørgelig; Ariel får sin prins, men må sige farvel til sin familie og sine bedste venner Tumle og Sebastian.

Skønheden og Udyret – 1991
Om det er scenen, hvor Belle må forlade sin far, som bliver holdt fanget på slottet hos Udyret, eller scenen hvor Udyret næsten bliver dræbt af den onde Gaston, der er det mest sørgelige øjeblik i denne klassiker fra 1991, kan der være delte meninger om. Men at den hører til på vores liste, kan man vist ikke komme uden om.

Løvernes konge – 1994
At se sin far styrte i døden og efterfølgende blive tromlet ned af en kæmpe flok Gnuer er i sig selv forfærdelig. At få skylden for det er næsten ubærligt. Især når man er uskyldig. Ikke desto mindre er det, hvad den lille løveunge Simba bliver udsat for i Disneys måske mest elskede klassiker nogensinde. 

Klokkeren fra Notre Dame – 1996
Historien om klokkeren Quasimodo hører til blandt Disneys mørkeste og mest dystre fortællinger. Med temaer som racisme, religion og seksuel besættelse, er der lagt i ovnen til en barsk rejse gennem Paris’ gader. Det mest rørende øjeblik er nok den totale ydmygelse af Quasimodo, der er bundet fast, mens han bliver udsat for diverse tilråb og får kastet både æg og rådden frugt på sig. Alt mens hans herre, der har svoret at beskytte ham, blot ser på.