Lone Scherfig åbner Berlin Filmfestival med et vigtigt budskab
Når Berlin Filmfestival i dag slår dørene op til den 69. udgave af den pristige Berlinale, så bliver det med en danskproduceret film til at åbne ballet - for første gang nogensinde!
Det er Lone Scherfigs kommende drama The Kindness of Strangers, der er årets åbningsfilm, og tilmed også deltager i hovedkonkurrencen om de respekterede bjørne-statuetter.
Som det første danske medie mødte vi filmmageren inden Berlin, til en snak om den nye film, som hun selv kalder den hårdeste, hun endnu har indspillet. Lone Scherfig vandt i i 2000 hele 4 statuetter i netop Berlin, herunder Sølvbjørnen, for sin dogme-komedie Italiensk for begyndere, og har siden da bl.a. stået bag den Oscar-nominerede An Education.
Vi møder den smilende, danske instruktør på sit kontor hos Creative Alliance - det selvstændige filmselskab som hun tilbage i 2013 stiftede med bl.a. den danske instruktør Ole Christian Madsen, og som blev sat i verden for at skabe internationale film med et dansk præg - og det må man sige Scherfigs første film i selskabet har. 'The Kindness of Strangers' udspiller sig således i New York, men er optaget både i den amerikanske storby, i Canada og i København, og har stjerner som Zoe Kazan, Tahar Rahim, Andrea Riseborough, Jay Baruchel, Caleb Landry Jones, Bill Nighy og danske Esben Smed på rollelisten.
Hvad handler din nye film om?
”Det handler om en gruppe mennesker, der i starten af filmen ikke kender hinanden, men bliver viklet ind i hinandens vanskeligste år, og får hjulpet hinanden med at få løst deres problemer. Det handler om nogle store ting i USA, og for den sags skyld også i resten af verden, som bekymrer mig, og som de her mennesker personificerer. Så på den måde er det nogle ret tunge temaer, men der er også humor i filmen”.
...hvilke bekymringer er det?
”Jeg tror, at det er 80% af alle amerikanere, der lever fra lønseddel til lønseddel. Det vil sige, mister man sit job, mister man sin forsikring, så mister man sit sted at bo, og så ryger man altså ud over kanten. Den proces går lynhurtig, og den ser man ske i filmen. Så er der en historie om en hjemløs, og så er der en historie om en kvinde, der er udsat for hustruvold, og af den grund bliver hun også hjemløs. Den handler om ikke at have nogen eller noget. Det er filmens hovedtema. Og når vi er aller længst ud, når vi ingen har, så har vi de fremmede”.
"Be kind" synes at være et budskab i din film?
"Filmen er skrevet til nogle helt bestemte locations i New York. Nogle gange skriver man til nogle bestemte skuespillere eller roller, eller man adresserer en stor vrede eller glæde, men det her er også skrevet ind i nogle bestemte locations, og der var et sted, hvor der sad et ’be kind’ [vær sød] skilt på væggen, som blev sådan en mærkelig nøgle ind til filmen”.
"Men det er ikke en løftet pegefinger, det er mere en erklæring om beundring til de amerikanere, som udviser meget stor næstekærlighed. Blandt andet fordi deres sociale system er så gennemhullet sammenlignet med vores. Jeg har simpelthen set nogle mennesker, som helt uselvisk for eksempel tager ud flere gange om ugen i den kolde, kolde vinter og samler hjemløse op af ren og skær næstekærlighed. Det er jo heldigvis ikke noget, vi har så stort behov for her".
"Det er ikke fordi, jeg synes, omsorg kun skal være et privatanlæggende, men der er mere håb, hvis vi kan mærke, at vi har hinanden".
Dine fire foregående udenlandske film har alle været britisk orienteret, denne gang rykker du over atlanten til USA. Hvad er det New York kan?
”New York er jo lidt vores allesammens hovedstad, og jeg har følt mig meget mere knyttet til New York, inden jeg begyndte at arbejde i London. Så det er gammel kærlighed, og så er det nogle steder, jeg har ville filme i mange, mange år, og det er nogle mennesker, som jeg gerne har ville beskrive i mange, mange år. New York gemmer i den arkitektur både på det glamourøse og det forarmede."
Du har ikke siden 2002 filmatiseret et manuskript fra egen hånd. Er den nye film et hjertebarn for dig?
”Den har faktisk været ret hård at lave. Det har været en svær proces. Vi har optaget i tre lande, det er en iskold vinterfilm, og så kan vi alle nu, et år efter optagelserne, stå sammen på en bred, rød løber i blitzlys i Berlin. Så bliver filmen da ordentlig afleveret og fejret. Det betyder altså virkelig noget, den har været så sej at lave, hovedrollen Zoe Kazan blev også gravid i forløbet”.
Har din 10. spillefilm så også været den hårdeste at optage?
”Ja! Det er også en meget personlig film, og jeg har prøvet at lave noget som virkelig var alvorligt. Jeg tænkte, nu er jeg sgu så gammel, og har så meget medieadgang, så nu kan jeg ikke bare blive ved med at lave sådan nogle film, som der er plads til og er fine, nu ville jeg lægge arm med noget som var tungere. Det her betyder mere, og på den måde er det også et større sats.”
”I de engelske film jeg har lavet, kan jeg godt se, at det er mig, der har lavet dem, og jeg føler mig meget knyttet til dem. Jeg føler, at det er mine, og at de hænger sammen. Men den her er meget tættere på mig selv”.
For 19 år siden vandt ’Italiensk for begyndere’ i Berlin. Hvad er dit forhold til filmfestivalen?
”Jeg er virkelig stolt af, at min film er udvalgt. Jeg var slet ikke klar over, hvor vigtigt det var, dengang jeg vandt. Altså jeg var da glad, og jeg syntes at den lille bjørn var fin, den kunne min datter give halstørklæde på. Men jeg var slet ikke klar over, hvad det kom til at betyde for min karriere, og hvilke projekter, som jeg kunne få lov til at vælge imellem efterfølgende”.
"Min efterfølgende film, Wilbur begår selvmord, vandt jo også en hel del, og er en mere formfuldtendt film. Med de to film i bagagen tog jeg en dag en meget fin frakke på, købte en billet til London, og tog over og ringede op til et agentfirma nede fra gaden, og de tog mig ind med det samme. Så på den måde gav det nogle muligheder."
Hvad kan du afsløre om dit næste projekt?
"Jeg har en ny en på vej, der hedder 'Falling for Florence' som er en rigtig komedie, der foregår i Italien. Den er skrevet sammen med en gammel ven Ulrik Trojaborg, og den har vi skrevet for mange år siden. Den har jeg så taget op igen og skriver lidt om nu".
Lone Scherfig. Foto: Yu Tsai.