Harley Quinn er ude af Suicide Squad 2

Men er klar i 'Birds of Prey' til næste år
Billede
(© Warner Bros.)

Margot Robbie er lige nu i gang med optagelserne til DC-filmen Birds of Prey, hvor hun igen spiller den forskruede fanfavorit Harley Quinn.

Mange havde forventet, at skurkinden også ville dukke op i den annoncerede Suicide Squad 2 og 'Gotham City Sirens', måske endda i Batgirl  og en mulig Joker-Quinn-film. Men det skal vi nok ikke sætte næsen op efter.

I en længere artikel i Forbes kommer det nu frem, at efter at Guardians of the Galaxy-instruktør James Gunn har overtaget tøjlerne på efterfølgeren til Suicide Squad, kommer der til at ske ændringer. Skurke-filmen vil fungere som et soft-reboot med nye karakterer og uden for meget relationen til den første film.

Her forlyder det ligeledes, at efter at Jared Letos solofilm som the Joker er blevet droppet, så er den såkaldte "Mad love"-film mellem Jokeren og Harley Quinn også skrinlagt.

Artiklen fastslår ligeledes, at rygter om, at 'Birds of Prey' og 'Gotham City Sirens' (der på IMDb har Margot Robbie tilknyttet som eneste medvirkede indtil videre) skulle være tæt forbundet, ikke er rigtige. Ligesom at Barbara Gordon alias Batgirl formentlig heller ikke vil være at finde i disse.

I 'Birds of Prey (and the Fantabulous Emancipation of One Harley Quinn)', som den fulde titel lyder, følger Harley Quinn efter at hun har forladt Jokeren, og nu slår sig sammen med superheltinderne Black Canary, Huntress og Renee Montoya for at redde en ung pige fra en ond, gangsterboss.

I sidste uge kom det også frem, at DC og Warner arbejder på en gyser-spin-off til den populære Aquaman, hvor havets uhyggelige monstre i det såkaldte 'The Trench' vil være omdrejningspunktet.

Den næste DC-film til at ramme de danske biografer er Shazam!, der får premiere den 4. april.

Birds of Prey får premiere 6. februar 2020.