32 familie- og animationsfilm du skal se i 2019
Der er masser at se frem til, når det kommer til biograffilm til de yngste eller til en god omgang animation. Vi guider dig her igennem de 32 kommende animations- og familiefilm, der både byder på fortsættelser og helt nye universer.
Klik på titlerne, som nedenfor nævnes i kronologisk rækkefølge, for at læse mere om filmene og se premieredatoer.
Mary og troldkvindens blomst
Den japanske animationsfilm handler om en ung pige, som får magiske kræfter af en fortryllet blomst. Mary er ellers en helt almindelig pige, som har svært ved at falde til ude på landet, uden eventyr eller venner. En dag følger en kat efter hende, og hun opdager et kosteskaft, der kan flyve.
Sådan træner du din drage 3
Hikke og Tandløs er tilbage i det sidste slag, der er efterfølgeren til de to film fra 2010 og 2014. Filmen introducerer en ny skurk, der trækker Hikke og Tandløs længere og længere fra hinanden. Da fare opstår derhjemme, og Hikkes nye position som høvding trues, må både rytter og drage træffe umulige beslutninger for at redde hver deres art.
Lego filmen 2
Efterfølgeren til den første animationsfilm, LEGO Filmen – Et klodset eventyr, begynder fem år efter begivenhederne i etteren. Emmet, Lucy og de andre LEGO-figurer står over for nye udfordringer, da et DUPLO-rumskib dukker op og bortfører en række af vores klodsede venner.
Vilde Rolf smadrer Internettet
Vilde Rolf og Vanilje von Schilick er tilbage, og er nu tilkoblet internettet. Da Vaniljes spil går i stykker i den virkelige verden må Rolf og Vanilje finde en reservedel på en tur gennem det store world wide web. Vi kommer vidt omkring med eBay, Google, og memes af alle slagser.
Pjuske flyver fra reden
En lille islandsk kylling, der ikke har lært at flyve, inden hans familie migrerer sydpå, bliver efterladt til efteråret. Han beslutter sig for at krydse øen i håb om, at nå den mystiske Paradisdal, som han har hørt sin familie snakke om. Et sted hvor det aldrig bliver vinter.
Minisekterne 2
Filmen handler om en lille mariehøne, som ved en fejl bliver fanget i en kasse og sendt til Caribien. Animationsfilmen er en opfølger til Minisekterne, som handlede om en sort myre og en mariehøne. Da mariehønens forældre finder ud af, hvor han er blevet sendt hen, begiver de sig ud på en rejse for at redde deres søn.
Dumbo
Familiefilmen er en live action-version af Disneys tegnefilm fra 1941 om den flyvende elefantunge. Fortællingen introducerer en tidligere cirkusstjerne, Holt Farrier, der efter sin militærtjeneste, skal arbejde for cirkusejeren Max Medici og passe elefantungen. Colin Farrell, Michael Keaton, Danny DeVito og Eva Green er på Tim Burtons rolleliste.
Hacker
Actionfilmen handler om den 13-årige hacker Benjamins søgen efter sin forsvundne mor, hvilket fører ham ud i en nervepirrende omgang katten-efter-musen med Forsvarets Efterretningstjenste. De to hovedroller spilles af henholdsvis Voice Junior-deltageren Rumle Kærså og Josephine Chavarria Højbjerg, der spillede hovedrollen i TV2s julekalender ’Tinkas Juleeventyr’ i 2017.
En helt almindelig familie
Alt ændres for en familie, da faren Thomas vil skifte til køn og blive til Agnete. Den 11-årige Emma har altid elsket fodbold, ligesom sin far, og hun må nu finde ud af, hvem Agnete er for hende. Men kan Agnete stadig lide fodbold? Og kan man stadig være far, når man er kvinde?
Asterix og trylledrikken
Den 10. animationsfilm om Asterix byder på en ny fortælling, hvor Miraculix kommer til skade, og vil finde en arvtager for opskriften for trylledrikken. Herfra går turen igennem hele Gallien for at finde en druide der er dygtig – og pålidelig – nok til at mikse trylledrikken.
Den eventyrlige park
Animationsfilmen fortæller historien om en ganske særlig forlystelsespark, hvor én piges fantasi vækkes til live. Parken har ellers ligget forladt i mange år, og først når den unge pige vender tilbage kommer der gang i forlystelserne igen. Dylan Brown instruerer, og har tidligere arbejdet på The Incredibles og Monsters, Inc.
Missing Link
Sir Lionel Frost anser sig selv som værende verdens førende efterforsker indenfor myter og monstrer. Problemet er bare, at hans kollegaer ikke anerkender hans fag. Frost må nu rejse langt mod nord for at bevise eksistensen af et legendarisk væsen og derved vinde sine fagfællers accept.
Detective Pikachu
Familiefilmen handler om den populære karakter Pikachu fra Pokémon-universet. Da drengen Tim Goodman møder en Pikachu i sin lejlidhed, og finder ud af, at de kan forstå hinanden, bliver det starten på et større eventyr. Sammen skal de finde ud af, hvad der skete med Tims far. Ryan Reynolds lægger stemme til den gule Pokémon, der nu kan sige mere end "Pika, Pika!".
UglyDolls
Nu er det Hasbros tur til at lave en film om deres populære legetøj, UglyDolls. Filmen byder på nye sange af Kelly Clarkson, Nick Jonas, Janelle Monáe og Pitbull, som alle også leverer stemmer til karaktererne. UglyDolls’ene lever i en verden for sig selv, men bliver en skønne dag sendt ud i den ’perfekte’ verden, hvor de ikke passer ind på grund af deres udseende.
Vejfesten
Animationsfilmen handler om den 10-årige dreng Mugge, hvis forældre er ved at blive skilt. Han beslutter sig for at bringe sine forældre sammen igen, og planen er, at det skal ske ved årets vejfest. Desværre bliver vejfesten aflyst, men Mugge nægter at give op. Komiker-duoen Wulffmorgenthaler står bag.
Kaptajn Bimse
Den danske børnefilm er baseret på den populære børnebog af Bjarne Reuter. Forfatteren skrev seks bøger om Kaptajn Bimse, og i det første eventyr møder vi pigen Anna på 7 år. Hun er ked af det, fordi hun har glemt sin dukke i sommerhuset. Sammen med sin bamse tager hun derfor sagen i egen hånd for at hente dukken.
Kæledyrenes hemmelige liv 2
Animationsfilmen er fortsættelse til familiefilmen Kæledyrenes hemmelige liv. Kevin Hart, Jenny Slate og Ellie Kemper er tilbage som hver deres kæledyr. Fortsættelsen byder på en tur hos dyrlægen, hvor Max får en halskrave på.
The Lion King
Den fotorealistiske genindspilning af Disneys populære tegnefilm Løvernes konge byder på et gensyn med løveungen Simba, der skal blive konge efter sin far, Mufasa. I kulissen lurer Mufasas bror, Scar, og plotter for at overtage kondedømmet. James Earl Jones vender tilbage til rollen som Mufasa, med Donald Glover som sønnen Simba og Beyoncé Knowles som Nala.
The Angry Birds Movie 2
Filmen er en direkte efterfølger til Angry Birds om en gruppe vrede fugle, baseret på et mobilspil af de finske udviklere Rovio. Den første film lånte spillets brug af ikke-flyvende fugle, onde grise og hemmelige opfindelser, men byggede en historie rundt om elementerne.
Dora udforskeren
Adventurefilmen er en live action-film baseret på Nickelodeons børneserie, der begyndte tilbage i 2000. Serien handler om den syvårige pige, der tager på nye eventyr med sine bedste venner. Eva Longoria spiller moren, mens Michael Peña og Q’orianka Kilcher spiller med.
Toy Story 4
Animationsfilmen er den seneste film i serien med Woody, Buzz og alt det andet levende legetøj, der skal på et nyt eventyr. De møder legetøjet Ducky og Bunny i en forlystelsespark. De to bamser bor på en af boderne, og glæder sig til at komme hjem som gevinster.
Spioner på missioner
Lance Sterling, verdens bedste spion, forvandles til en due af gadget-nørden Walter. Missionen er nu hvordan han bliver et menneske igen. Filmen er løst baseret på kortfilmen ’Pigeon: Impossible’ og bliver Will Smiths første animationsfilm i 15 år siden 'Stor Ståhaj'.
Gooseboy
Familiefilmen handler om Viggo, som lever og ånder for spilverdenen. Viggos liv ændres, da den talende gås Nissemand en dag styrter ned på hans altan. Nissemand har brækket sin vinge, og drengen må nu hjælpe gåsen tilbage til sin flok.
Abominable
Den amerikanske animationsfilm byder på et møde mellem mennesker og en ung Yeti midt i en vandretur mellem Shanghai og Mount Everest. Sammen må en gruppe unge mennesker hjælpe den vildfarende Yeti tilbage til sin familie.
F for Får 2: Farmageddon
Familiefilmen er fortsættelsen til den anmelderroste F for får. I den første film skal Frode Får og de andre redde bondemanden fra et hukommelsestab. I den nye film skal fårene bekæmpe en invasion af uhyggelige rumvæsener der vil overtage Mossy Bottom Farm.
Playmobil: The movie
Endnu en film baseret på legetøj, denne gang legetøjet fra det tyske selskab Brandstätter Group. I filmen møder vi den unge Marla, der får sit livs udfordring, da hendes lillebror Charlie på forunderlig vis suges ind i en magisk, animeret PLAYMOBIL-verden.
Sonic the Hedgehog
Animationsfilmen er baseret på computerspillet om det populære pindsvin Sonic, og den onde videnskabsmand Doctor Eggman. I filmen møder vi sheriffen Tom Wachowski, som skal rejse til San Francisco for at hjælpe Sonic i hans kamp mod den onde videnskabsmand. James Marsden spiller Green Hills sheriffen.
The Addams Family
Animationsfilmen er baseret på en tegneseriestribe, der startede i 1930’erne. Ægteparret Gomez og Morticia Addams, deres to børn Wednesday og Pusley, Gomez’ bror Onkel Fester, Morticias mor Grandmama Frump, Gomez’ fætter Itt, familiens butler – det Frankensteins-monster-lignende Lurch – og hånden Thing vender alle tilbage. Oscar Isaac giver stemme til Gomez og Charlize Theron giver stemme til Morticia.
Familien Jul 3
Julefilmen er efterfølgeren til Familien jul - I nissernes land, hvor nissen Pixy allerede dukker op den 1. december. Vi kan denne gang forvente et glædeligt gensyn med både Pixy, Hugo og resten af familien Jul.
My Spy
Familien handler om en hårdfør CIA-agent, som sendes undercover for at overvåge en familie. Agenten kommer dog i en uventet situation, da han forbarmer sig over familiens fremmelige 9-årige pige. Dave Bautista medvirker. Han er mest kendt for sin rolle som Drax i Guardians of the Galaxy og Avengers: Infinity War.
Frost 2
Animationsfilmen er efterfølgeren til Disneys populære film Frost fra 2013. Søstrene Anna og Elsa vender begge tilbage, og således gør både Kristen Bell og Idina Menzel.
Call of the Wild
Animationsfilmen handler om en kæledyrshund, Buck, som bliver stjålet fra dets hjem. Buck ender i det kolde Yukon, midt i guldrushet, og bliver solgt som slædehund. Fortvivlet må han nu finde vej og overleve et helt nyt terræn. Historien er baseret på Jack Londons bog ved samme navn. Ulvehunden, en anden af Jack Londons historier, blev for nyligt også til en animationsfilm.