Sofie Gråbøl: ”Lars søger smerten som et varmesøgende missil”
Ugens mest kontroversielle film er uden tvivl I Lars von Trier nyeste, The House That Jack Built, der følger seriemorderen Jack (Matt Dillon), der i en periode på 12 år myrder løs i kunstens navn. Hvert mord definerer han som et kunstværk i sig selv, og dermed bliver hver forbrydelse også mere og mere vanvittig og chancerne for at blive fanget større og større.
Et af Jacks udsete ofre spilles af den danske stjerneskuespiller Sofie Gråbøl, mens tyske Bruno Ganz spiller den mystiske Verge, der er en slags mentor for Jack.
Vi mødte dem begge under filmfestivalen i Cannes tilbage i maj - et halvt døgn efter den famøse verdenspremiere, hvor mere end 100 publikummer udvandrede undervejs.
Folk udvandrede fra premieren i går. Kan I forstå hvorfor?
SG: Ja. Jeg synes, hele universet i ’The House That Jack Built’ er meget forstyrrende. Man får lyst til at grine det ene øjeblik for i det næste øjeblik at blive forfærdet, så han smider os rundt i de her følelser. Men jeg forventede helt sikkert, at den ville få forskellige reaktioner, så det er ingen overraskelse, og det gælder jo al Lars’ arbejde.
Så I vidste godt, hvad I sagde ja til?
SG: Oh Yes! Helt sikkert! Og jeg gjorde det med glæde. Jeg har jo arbejdet sammen med Lars før, og jeg føler, at der er opstået en myte om ham. Det er jo ikke sandt, at han er ond imod skuespillerinder. Lars er elsket af skuespillere, det er også derfor, de bliver ved med at vende tilbage. Han er en meget generøs instruktør. Hans vision er stærk, så detaljerig, så meget HAM, men han giver faktisk slip og inviterer dig til at være fri som en kreativ person… hvilket er lidt ubehageligt, da jeg er en meget kontrolleret person og bange for at lave fejl. Men Lars opfordrer alle til at lave fejl.
BG: Hans rygte er ikke det bedste. Og man ser hans film og tænker, det kan blive en svær omgang at arbejde med ham. Men det blev det aldrig, det var det modsatte. Han var jo åben omkring sit drikke-stop. Han sagde, at hvis han ville falde i igen, kunne han måske blive ubehagelig… men det var jeg ligeglad med. Jeg aner ikke, om han begyndte at drikke igen. Jeg mærkede intet til det. Så intet, hørte intet, mærkede intet. Han var aldrig ubehagelig. Han var en meget mild person.
Sofie, din karakter har en af de mest forstyrrende scener i filmen. Blev du i tvivl, da du læste den scene?
SG: Nej, modsat. Enhver skuespiller har jo et nærmest sadistisk forhold til sine karakterer. Vi ønsker smerten. For hvem vil spille en, der bare har det dejligt? Så bliver vi jo arbejdsløse. Alt drama fra Shakespeare til græsk drama smider folk ud i maksimal smerte for at se, hvad der mon sker.
BG: Jeg snakkede med Trier om to scener. Den med brysterne og den med børnene… de var for meget. Han sagde til mig, de scener kan ingen klandre dig for, de kommer efter mig.
Hvad handler ’The House That Jack Built’ om for jer?
SG: For mig er det en film, der åbner nye tanker hele tiden. Også de mest forstyrrende tanker. Den får dig til at reflektere over ting, du normalt bare accepterer, og den kaster noget tilbage om dig selv. Og jeg vil have det til at forsætte sådan, den skal ikke lukkes med en fortolkning.
BG: Når folk ser mainstream horrorfilm eller gangsterfilm hvor folk slår hinanden ihjel, så spørger folk aldrig ind til det. De kigger bare og synes det er god, stærk underholdning. Det her er det samme materiale, men fremsat anderledes og på et reflekterende niveau. Og så bliver drab noget helt andet. Og det er interessant. Lars går ikke på kompromis. Han gør det, han føler, han skal. Og det er meget sjældent. Han fortjener respekt for det! Jeg tror, alle hans film handler om mørke og umenneskelige ting, som vi normalt ikke orker at tænke over… men han tør. Jeg tror jo ikke, Lars kan lide seriemordere, men de repræsenterer et mørke, vi måske også har i os selv, og det er jo interessant.
Sidst Lars var her i Cannes, blev han Persona non grata, fordi han omtalte Hitler…
SG: Lars søger smerten som et varmesøgende missil. Sådan er han som kunster, og som person. Det er modigt. Han sagde ikke, at han havde sympati for Hitler - han sagde, han forstod ham. Og jeg står fast ved, at der er kæmpe forskel på at forstå Hitler og på at have sympati for ham.
BG: Man kan jo heller ikke spille Hitler, uden at forstå ham. Der sad 200 journalister i salen, og han var måske lidt fuld, han lavede en dansk joke, og hvad fanden fik man lige sagt. Men de var der med det samme, klap, ud herfra! Pressen er medskyldig her.
SG: Det er skræmmende, hvor meget den åndssvage hændelse er vokset. Jeg læste i en avis for nyligt, at Lars havde erklæret sig selv som nazist. Derfor var det ekstra stort og rørende at overvære modtagelsen af Lars ved verdenspremieren i går aftes. De tog virkelig imod ham, og folk klappede i fire minutter. Det fortolkede jeg som: Vi har brug for dig som kunstner! Og lad os komme videre!
Til pressekonferencen i går kaldte Lars Donald Trump for ”en motherfucker”…
SG: Måske havde det været værre, hvis han havde sagt: Jeg forstår Donald Trump!