Morten Grunwald: Nekrolog for hele Danmarks Benny

1934 - 2018
Billede
(© Nordisk Film)

En af Danmarks største skuespillere, Morten Grunwald, er død. Det oplyser familien til Politiken. Efter længere tids sygdom, sov han stille ind onsdag morgen og blev 83 år gammel. 

Den unge Morten Grunwald blev uddannet på Odense Teaters elevskole i 1956, og herefter begyndte filmkarrieren med små biroller i starten af 1960’erne.

Gennembruddet kom som den charmende, småforbryder Smukke-Arne med en evig tandstik i mundvigen i krimi-komedien 5 mand og Rosa i 1964. Rollen indbragte endda Morten Grundwald sin første Bodil.

Herefter fulgte hovedrollerne: Først som den elskede, men uheldige agent Frede Hansen i James Bond-parodierne i Slå først Frede i 1965 og Slap af, Frede i 1966, og senere som Herbert i den søde kønsrolle-spiddende komedie 'Far laver sovsen'.

Det var med roller som disse, at han gjorde sig bemærket som den lidt uheldige, men charmende og elskværdige førsteelsker overfor især Ghita Nørby.

Men det var i samspil med Ove Sprogøe og Poul Bundgaard i sø-komedien Martha fra 1967, at den første gnist til det filmmagiske bål som blev Olsen-Banden startede.

I rollen som Benny Frandsen blev Morten Grunwald allemandseje i 1968. ”Skidegodt, Egon!” og de små spjæt er noget selv børnehavebørn kan citere, og den danske skuespiller blev udødeliggjort som karakteren med de gule strømper, som han spillede hele 14 gange på film. 

I samme år som Banden kan fejre sit 50-års jubilæum takker det sidste medlem altså også af, og rollen som Benny er netop én, som han flere gange selv har udtrykt sin store kærlighed for:

- Jeg er skide-stolt. Tak for uforglemmelige øjeblikke. En kærlig tak til Balling, Bahs, Ove, Poul og Kirsten og alle de andre fantastiske menensker, jeg mødte gennem et langt liv på Nordisk Film, udtalte han selv i en video til 50-års jubilæumsfesten.

Mange vil nok også huske ham som Kongen i den populære julekalender ’Jul på slottet’, der blev sendt første gang i 1986.

Af to omgange gjorde Grundwald comeback på det store lærred. Først i 2007 med den Bodil-vindende bi-rolle som den kyniske far Jacob i Hvid Nat, og senere samme år som den Benny-inspirerede og naive far Kurt i Den sorte Madonna.

2014 fik Bille August samlet Grunwald og Ghita Nørby på film i det følsomme familiedrama Stille Hjerte – der netop understregede skuespillerens store talent, der både indebar komisk timing og seriøse sider.

Sideløbende med den store filmkarriere, der tæller over 50 værker, var Morten Grunwald også en helt central skikkelse i den danske teaterverden.

Udover et utal af pragtpræstationer på de skrå brædder, var han først chef for Bristol Teateret i 1971-80, hvor der blev opsat eksperimentere og moderne dramatik, og senere Betty Nansens Teateret.

Men det hans store bedrift i skabelsen af teatret på det gamle Østre Gasværk som mange i branchen også vil huske ham for. Her fik han opsat store musicals som ’Atlantis’, ’Les Miserables’ og ’Miss Saigon’.

Morten Grunwald dannede fra 1965 par med skuespiller-kollegaen Lily Weiding, med hvem han blev gift i 1980 i New York.

Tilbage i oktober i år meldte skuespilleren ud, at han havde fået konstateret lungekræft, og ikke ønskede behandling.

”Jeg har haft et godt og langt liv” udtalte Grunwald dengang til Se og Hør.

Hans sidste rolle blev, måske meget passende, som Guds stemme i tegnefilmen Vitello fra starten af i år.

Det er en af dansk film- og teaters største koryfæer, der er gået bort. Vi kan kun ydmygt takke for alle rollerne og det store arbejde – det var skidegodt!

Hvil i fred, Morten Grundwald.