50 års jubilæum: Alle 14 Olsen-Banden fra værst til bedst

Er du enig? Deltag og vind Olsen-banden-præmier (konkurrencen er afsluttet)
Billede
(© Nordisk Film)

Hundehoveder og hængerøve! I dag kan Egon Olsen, Benny Frandsen og Kjeld Jensen fejrer deres 50 års jubilæum i dansk film - den ikoniske trio, der til sammen udgør Olsen-banden, ramte nemlig biograferne for første gang den 11. oktober 1968.

Bandens store betydning for dansk film og deres skelsættende eftermæle kan man ikke overvurdere. På en periode over 13 år stod skaberne Erik Balling og Henning Bahs bag hele 13 film, der sendte de tre originaler til både grisefest på Mallorca, til Europa-Parlamentet og bag træmmer i Vridsløselille. Balling og Bahs bragte dem tilmed tilbage til et sidste kup og 14. film i 1998.

På 50. årsdagen har vi kastet os ud i rangeringen over alle rangeringer. Vi giver her vores bud på Olsen-banden fra værst til bedst*.

Er du enig eller uenig i vores liste?
Giv din egen top tre i kommentarsporet herunder og deltag i lodtrækningen om 5 billetter til Nordisk Films store Olsen-banden udstilling, en 50 års-jubilæums Tuborg og den helt nye bog 'Olsen Banden' af Christian Monggaard. (Konkurrencen er nu slut og 5 vindere er udpeget)

14. Olsen-bandens sidste stik (1998)
Det hele skulle være så godt, men 'Olsen-bandens sidste stik' var forfulgt af uheld. Under indspilningerne mistede man både Kjeld i skikkelse af Poul Bundgaard, instruktør Tom Hedegaard og den faste birolle-skuespiller Benny Hansen, hvilket lagde en sort sky over hele produktionen.

Bahs stod alene for manuskriptet, der fortsætter 17 år, efter vi sidst så banden. Egon slipper ud fra en anstalt for uhelbredeligt kriminelle personer, og han forenes med sine to gamle kumpaner. De er alle tre plaget af tidens tand, men det afholder dem ikke fra et nyt og sidste kup, der selvfølgelig involverer en rød kuffert.

Filmen rammer slet ikke en nutidig tone, hvor flere elementer simpelthen bliver for fjollede, og selvom det er herligt at se alle de velkendte ansigter igen, så hjælper det altså ikke, at de tre bandemedlemmer nærmest er ukendelige. Men fremfor alt er Yvonne og Kirsten Walthers fravær tyngende - Yvonne har på mange måder altid været det bindende led i banden, og uden hende falder det hele fra hinanden.

Det er et ærgerligt og lidt trist punktum for den elskede trio, selvom den tjekkede Børges tilbagekomst er en sød afslutning på hele Olsen-bandens arv.

13. Olsen-banden (1968)
Den første films betydning kan ikke betvivles, men sidestillet med de andre film i serien har den bare svært ved at leve op til det høje niveau.

I vores første bekendskab med trekløveren skal de stjæle en stærkt bevogtet Kejseropsats til flere millioner, og banden tager kreative metoder i brug for at begå kuppet over alle kup.

To ting stikker tydeligt ude, når man ser 'Olsen-banden'. Det først er, at Balling og Bahs kun er ved at finde den spæde formel i det store potentiale, som banden gemmer på, fx er der ingen Franz Jäger, ingen rød kuffert, ingen fæl bagmand, Kjeld og Yvonne har to børn mere (bl.a. den meget enerverende Birger), og kriminalassistent Mortensen er et tidlig, irriterende forstadie til kriminalassistent Jensen. 

Det andet er, at den er lavet i slutningen af 60'erne, hvor pornografien for alvor var ved at blive frigivet. Hvilket måske kommer bedst til udtryk ved bandens tilholdsted, Hamlet - et bordel, hvor både Benny og Egon(!) tager for sig af retterne. Noget som i dag virker meget malplaceret i det folkekære univers.

12. Olsen-banden på spanden (1969)
I den anden film i serien prøver Balling og Bahs forsat at finde den rigtig form for kvartetten, og Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard er også stadig kun ved at finde ind i rollerne, som går nogle helt andre veje i 'Olsen-banden på spanden'. Den viser bl.a. den senere aseksuelle Egon som forelsket(!) i sin socialrådgiver Bodil (en henrivende Ghita Nørby). 

I filmen prøver banden at gå på dydens smalle sti og få lovlydige jobs, men de ender alligevel med at blive rodet ind i en mafia-affære og et tyveri af kronjuvlerne. 

Dynamit-Harry optræder for første gang i flere ikoniske øjeblikke (Preben Kaas blev endda belønnet med en Bodil), og scenerne på  legetøjsfabrikken, hvor Egon, Benny og Kjeld på den mest monotone måder tester kvaliteten af hoppebolde er tæt på geniale. Men hele det Hollywood-inspirerede mafiaplot er simpelthen for tyndt og hører ikke hjemme i en Olsen-banden-film.

11. Olsen-bandens flugt over plankeværket (1981)
Den lidt sjøle forløber til det, der skulle have været det endelige kapitel for Egon Olsen & co. Det bliver desværre en noget tam opvarmning til den store finale i Paris, som udspiller sig i Olsen-banden over alle bjerge.

Egon planlægger at trække sig tilbage med en "lille" plan til et par millioner, men trioen bliver rodet ud i en større affære, da Hallandsens røde kuffert viser sig at indeholde dokumenter om internationale våbenhandler. 

Filmen er faktisk overraskende idefattig, og måske gassen er gået lidt af ballon i det 12. kapitel, der tit blot virker som en variation af scenere fra de tidligere film. Men som alle andre Olsen-Banden film gemmer den på små sjove øjeblikke, som scenen ude i grusgraven, hvor Egon er ved at lade livet, men overlever pga. Tommy Kenters spaghetti-ret.

10. Olsen-bandens store kup (1972)
Efter trioen for alvor havde fundet ind i rollerne og dynamikken i Olsen-banden i Jylland, manglede man kun meget få ingredienser at falde på plads. Den fjerde film kæmper stadig med nogle af franchisens sidste børnesygdomme, bl.a. den forfjamskede Kriminalassistent Mortensen.

Egon kommer ud af spjældet med en fire millioner kroners-plan, der involverer et smart trick-tyveri af en pengetransport. Alt går egentlig som planlagt, men så dukker bandens ærke-rivaler Kongen og Knægten op.

Ganske vist er Arthur Jensen og Poul Reichhardt  forrygende i rollerne som netop Kongen og Knægten, men ellers skorter 'Olsen-bandens store kup' faktisk på de helt geniale, mindeværdige øjeblikke. Jo, den er da yderst underholdende, men det hele bliver måske faktisk en tand for fjollet og lidt for tegneserie-agtigt, selv for Olsen-banden.

9. Olsen-banden overgi'r sig aldrig (1979)
Den 11. film er lidt et overset værk i serien, men det er altså svært at komme efter den ikoniske scene på Rådhusuret fra Olsen-banden går i krig, og det kan en tank, der ellers er fundet frem til lejligheden, ikke fikse.

Egons geniale plan involverer denne gang, at trioen investerer i Magasin du Nord, hvilket sender banden til Bruxelles og ind i en kampvogn, mens Yvonne og Kjeld prøve at give deres kommende barnebarn den bedste start på tilværelsen.

'Olsen-banden overgi'r sig aldrig' er en rigtig fornøjelige Olsen-banden film, men den går også nemt i glemmebogen, mest af alt fordi historien og bandens motiver virker alt for meget som, noget vi har set flere gange før. Det ændrer dog ikke på, at den stadig har flere genialt udtænkte scener, tænk bare den ikoniske LEGO-åbningsscene, den fabelagtige scene i EF, hvor en meget kristen Buster Larsen bliver forført at en oppustelig lolita, eller ministerfruen med nullermands-fobi.  

8. Olsen-banden deruda' (1977)
At den 9. film i serien ender på en 8. plads på den her liste, siger lidt om seriens generelle underholdningsværdi - som altid er i topklasse.

I filmen må Egon acceptere, at alderen trykker, og det kriminelle ensemble må derfor søge hjælp hos Yvonnes fætter, den computer-smarte Georg, da de skal bryde ind, eller nærmere bryde ud, af Verdensbanken, hvor den korrupte bagmand Holm-Hansen er ved at vaske sorte penge hvide.

Claus Ryskjærs gæseoptræden som den oversmarte og ængstelige George er spot-on, en fin variation og tilføjelse til bandens dynamik - og endnu et eksempel på en af de mange finurlige bi-karakterer, som er så essentielle for universet. Omend temaet om ungdommens pres og den trykkende alderdom hos Egon virker noget ikonsitent, taget i betragtning, at dette ikke bliver aktuelt igen før den famøse 14. film.

Scenen i Verdensbanken var måske mere genial på papiret, end den er endt i den endelige film - og den er på ingen måder er en værdig opfølger til scenen i Det kongelige teater fra den forgående film. Det 9. kapitel gemmer dog på nogle utroligt mindeværdige øjeblikke, som Paul Hagens bombe-glade Mester Hansen, og da Kjeld får sine fingre i klemme under Bøffens gyngestol samt Yvonnes vilde og morsomme biljagt i filmens hæsblæsende afslutning.

7. Olsen-banden over alle bjerge (1981)
Hvordan afslutter man den mest succesfulde danske filmserie nogensinde? Man tager selvfølgelig til Paris. Banden siger farvel med manér, og selvom man måske godt kan mærke metaltrætheden i den på daværende tidspunkt 13 år gamle franchise, så hjælper det, at alle virker indstillede på at give den en sidste skalle.

Efter Egon nær har mistet livet på en syrefabrik, og den røde kuffert igen ender i forkerte hænder, må trekløveret drage til Paris. Her venter store udfordringer, og selvom det hele ikke ender lykkeligt for alle bandens medlemmer, så får Kjeld og Yvonne deres sølvbryllupsfest.

Der skulle gå 12 film, før Yvonne faktisk skulle blive aktiv del af et kup - men at se hende og Egon(e) give den som rengøringsdamer med Kai Løvring som en værre liderbuks af en chef er det hele værd! Derudover byder filmen på Bennys franske fristelse, brun sovs, og selvom banden er udenlandsk forbliver det hele stadig dejlig dansk og småborgerligt.

6. Olsen-banden på sporet (1975)
Man kunne snildt have efterladt banden med et vellykket kup, men at leve i sus og dus i Spanien skulle ikke være Egon, Benny, Kjeld, Yvonne og Børges skæbne. Balling og Bahs havde andre planer for dem, og heldigvis for det!

Banden vender hjem til lille Danmark efter, at de har fået stjålet deres millioner i Spanien. Egon har en ny genial plan, som denne gang involverer og afhænger af DSB. Mens trioen jagter guldbarer, går Yvonne til politiet, hvor hun kræver hjælp til at få deres 90 millioner igen.

Den 7. film kunne snildt have været endt i top 3, for det er svært at sætte en finger på den stærkt underholdende komedie. De tre hovedroller er i top form, Børge har aldrig været bedre, Yvonne er skarp, og Bøffen gør en virkelig god figur. Det er kun den lidt for fjollede afslutning, som trods alt gør, at 'Olsen-banden på sporet' ikke ender højere oppe på listen. 

5. Olsen-bandens sidste bedrifter (1974)
'Olsen-bandens sidste bedrifter' skulle have været det sidste punktum for trioen, deraf både titlen og den lykkelige afslutning. Og sikke en film, Balling og Bahs havde planlagt for kvartetten.

Da Egon bliver løsladt fra Vridsløselille, har han fundet nogle nye venner. Han har nemlig indgået et samarbejdet med Holm-Hansen. Men da bagmanden tager røven på ham, må Egon igen slå sig sammen med Benny og Kjeld for at søge hævn og samtidig få fat i de meget værdifulde Bedford-diamanter. 

Ove Sprogøe giver en sand pragtpræstation i denne sjette film, som han (selvfølgelig) også fik en Bodil for (i øvrigt blot den anden i serien). Scenerne, hvor han er gået i barndom, er intet mindre end framragende. Filmen har alle de rigtige Olsen-Bande ingredienser fra de geniale til de platte, men ballon-scenen kan altså ikke hamle op med de mindeværdige øjeblikke, som følger i de øvre film på listen.

4. Olsen-banden går i krig (1978)
Den 10. film om banden gemmer på en af de mest ikoniske scener i dansk filmhistorie, nemlig den, hvor Egon, Benny og Kjeld ender på ude på Rådhusuret og hænger i viserne. Men film har langt mere kørende for sig.

Egon bliver løsladt uden en plan, og de må derfor bruge en af Bennys ideer. Den spolerer Egon i midlertidigt, så han kan komme i brummen igen og planlægge det helt store kup. Da han kommer ud igen, har han da også en plan klar. EF vil gøre Danmark til en ferieregion for Fællesmarkedet, et såkaldt Diasyland, og det salg skal banden blandes ind i.

'Olsen-banden går i krig' byder på masser af skæg og ballade i bedste Olsen-Banden ånd, hvor det europæiske samarbejde får masser af satrisk gas. Den tyske skurk den Sorte Baron er en forfriskende indsprøjtning til det velkendte persongalleri, der også giver os Bøffen i en af sine mest brutale udgaver.

Men vi må frem for alt ikke glemme Kjelds nærmest tragi-komiske scene, hvor han forsøger at åbne en pakke med flymad, eller en gas-skæv og brunstig Egon, der gør kur til Yvonne. 

3. Olsen-banden i Jylland (1971)
Det 3. kapitel i serien er måske den mest betydningsfulde af alle filmene, for det var her, at de tre hovedroller for alvor fandt ind i deres karakterer - Egon sluger sin cigar, Benny får sit spjæt, og Kjeld får sit første raseri-anfald. Den helt unikke location ved vesterhavet udnyttes til det bedste, og som sædvanlig er satiren i vinkel, når både småborgerligheden, sjællænderne og jyderne får én over næsen.

Banden drager til det nordjyske, hvor Egon har fået nys om noget gammelt, tysk guld fra nazi-tiden, der gemmer sig i en bunker under jorden. Opgaven viser sig dog at kræve noget mere end ventet, og bonderøvene på den anden side af sundet viser sig heller ikke at være sådan at løbe om hjørner med.

'Olsen-banden i Jylland' er første gang, man for alvor kan mærke den magi, som trekløveren indeholder i en herlig skattejagts-setting med en jovial humor. Filmen byder også på et henrivende, tegneserie-agtigt persongalleri med Preben Kaas' stumme betterøv, Karl Steggers fedterøv Mads "Femøre", Helle Virkners femme fatal Karen og Willy Rathnovs bøvede charlatan Rico. Disse elementer viser virkelig, hvad der gør netop Olsen-banden-film så enestående. 

2. Olsen-banden ser rødt (1976)
"Det er ikke noget kup. Det er en oplevelse. En oplevelse for livet." Sådan starter Egons plan, og den sætning er måske meget sigende for den en 8. Olsen-banden film, der har en helt særlig status i dansk film.

Det er den bedst sælgende danske film nogensinde med over 1,2 millioner solgte biografbilletter**, og den indeholder dén scene alle husker fra samtlige af bandens opfindsomme optrin. Den helt genialt udtænkte sekvens på Det Kongelige Teater, hvor banden til tonerne af Elverhøj sprænger sig frem til den røde kuffert.

Da Egons udspekulerede plan går i vasken, må trioen iklæde sig kokke-kostumer og infliterer et arrangement på Borreholm Slot for at få fingrene i en kostbar mingvase. Mens Yvonne og Børge planlægger et bryllup med sin forlovede, den klodsede Fie - og nå ja, Benny og Kjeld prøver også at gøre et kup på egen hånd.

'Olsen-banden ser rødt' er måske Bahs og Balling mest velskruet fortælling, der udnytter alt det, som filmene kan - fra de geniale kup, de kulørte bifigurer (Fie er altså skøn), den danske muntre humor, og selvfølgelig med en skuespiller-trio i topform i spidsen. 

1. Olsen-banden går amok (1973)
Alt er timet og tilrettelagt i den 5. film om trekløveret, der på mange måder markerer den ultimative Olsen-bande-oplevelse.

Alt er dog ikke, som det plejer at være, da Egon bliver løsladt. Han bliver nemlig taget imod af en ædruelig Dynamit Harry, der kan meddele, at hans bror Benny (den hængerøv) og Kjeld (det hundehoved) har fået lovlydigt arbejde. Benny skal tilmed giftes. Egon har ellers en vandtæt plan, der (selvfølgelig) involverer et skarpt bevogtet pengeskab.

I 'Olsen-banden går amok' er alle ingredisenserne endelig at finde i gryden; med den fabelagtige trio og Yvonne i spidsen samt et overdådigt persongalleri: Axel Strøbyes udødelige kriminalassistent Jensen, Bjørn Watt Boolsens kapitalistiske skurk (her: Halladsen) og Bøffen (Ove Verner Hansen) optræder alle for første gang. Preben Kaas er igen uimodståelig som Dynamit Harry - hvem glemmer nogensinde hans tur i Tuborg-vognen? Og sidst, men ikke mindst, er Birgitte Federspiel henrivende forfærdelig som Ragna. 

Den konstant underholdende fortælling er ligeledes stopfyldt med genistrejer - fra en Kjeld med fængselskuller og en dybfrossen Egon over banden klædt ud som tyskere (Bitte, bitte, bitte) til en legetøjs-kampvogn, der skyder med skarpt. Og det hele bliver afsluttet med en nærmest sort humoristisk og ironisk finale, hvor Egon får al hæder og ingen penge.

 

*Vi har valgt ikke at inkluderer de to animationsfilm Olsen-banden på de bonede gulve  og Olsen-banden på dybt vand samt julekalderen 'Olsen-bandens første kup og børnefilmen Olsen-banden junior.

**'Olsen-banden ser rødt' er den bedst sælgende danske film, siden man begyndte at holde regnskab i 1976.