Paprika Steen spreder dansk julestemning i Toronto

Vi mødte instruktøren og skuespilleren på filmfestivalen
Billede
(© NORDISK FILM)

TORONTO. Paprika Steens kommende film Den tid på året handler om julen, foregår i Damark, og tager kærlig, morsom men også satirisk barsk hånd om det at fejre den vigtigste og for mange mest højspændte tid på året.

Skuespilleren har tidligere instrueret Lad de små børn... og Til døden os skiller, og med sin tredje spillefilm er hun blevet udtaget til en af verdens vigtigste og mest toneangivende festivaler, nemlig Toronto International Film Festival.

Vi mødte Steen i den canadiske storby til en snak om filmen, æren, de første publikumsreaktioner og dengang hendes far krydrede julesauce med pot. 

Hvilken slags film, føler du, at du har lavet?
Du kan kalde det drama, du kan kalde det komedie, jeg er sådan set ligeglad. I min optik har jeg lavet en film, der er meget ægte. Den er ligesom livet er: virkelig sjovt og virkelig tragisk og virkelig neurotisk. Jeg synes, at når man laver en film, og folk betaler 70-80 kroner for at komme i biografen, så er man nødt til at lave det til en rigtig film. Jeg er ikke interesseret i en film, der viser verden fuldstændig, som den er - medmindre det er en dokumentarfilm. Jeg kan altså godt lide, når film lige højner sig lidt og bliver til en rigtig film. Så jeg her skruet lidt op og ned for knapperne, men har prøvet at holde det sådan, at du som publikum føler dig set og kender dem, du ser på. Og så du tænker: "Okay, jeg er ikke alene, vi har alle sammen den her familie".

Hvor meget bygger på din egne juleoplevelser?
Intet og det hele. Mine forældre har været gift tre gange på hver side, så jeg har holdt så mange juleaftener i mit liv. Men jeg har aldrig været stor fan af julen. For det første har jeg det lidt svært med mange mennesker på én gang. Jeg har aldrig fortalt det her til nogen, men jeg har havde i mange år svært ved at blive fx hentet i lufthavnen, for jeg kunne ikke lide det der iscenesatte. Og det er det samme, når man tager de der julemasker på og snakker med en anden stemme og har forventningerne, der aldrig bliver indfriet. Og that goes for everyone - også for mig. Og jeg har jo selv været alle personer i filmen; barnet, teenageren, værten og gæsten, ik'. Okay, jeg har ikke været bedsteforælder endnu.

Men da jeg havde lavet filmen, og vi var færdige den 22. december, og vi tog hjem og holdt jul den 24., der var det faktisk første gang i mange mange år, jeg følte, jeg kunne slappe af, og at min familie bare var enormt dejlig, og jeg ikke kom helt anspændt. For hvis du er et menneske som mig, der mærker alting, så er sådanne familieaftener heavy. For jeg mærker alle. Alle vibes. Og vi var nogle gange 25 til jul… nogle gange fire. Så det er ikke et portræt af min familie, men nogle scener stammer fra egne oplevelser. Jeg har dog ikke taget det med, dengang min far på en lillejuleaften havde hældt pot eller hash i saucen. Og alle havde en fantastisk aften.  Alle var ret så afslappede.

Hvordan har reaktionerne været herovre?
Jeg oplever, at dem der ser filmen siger: Gud, det er ikke kun os, det jo sådan alle er! Om du er fra underklassen, overklassen, Kina, Amerika… den årlige middag findes i alle familier. For os er det så den 24. december. Vi har to visninger her i Toronto, og for det første er der ingen, der er gået under filmen, hvilket de jo normalt gør på en festival.  For det næste, så er, når der er Q&A, det eneste, publikum ikke forstår under filmen, hvorfor de voksne taler engelsk, når børnene ikke må forstå dem. Og det er fordi, de ikke er to-sprogede på samme måde, som vi er i Skandinavien. Herovre staver de det, som børnene ikke skal høre. Derudover er de helt med. Ja, publikum føler sig set og ramt af den her film, hvilket jeg er virkelig glad for.

At åbne med så dansk en film i Toronto har været så vildt, bare det at den blev taget. Og der er 30 procent af filmen, der ikke er kommet med i underteksterne pga. der ikke er plads. Så jeg har måtte vælge dialog fra og håbet på, at de bare kan se det hele i spillet. Men de har alligevel grint de rigtige steder. Også steder, hvor jeg ikke tror, de ville grine i Danmark. Og så er de måske stille der, hvor jeg tænker, at vi helt sikkert ville grine i Danmark.

Hvad betyder det for dig at komme til Toronto?
For mig har det været et kæmpe kvalitetsstempel. Og det er et stort privilegie at komme helt herover og vise sin film og blive udtaget blandt så mange andre film. Man vil jo gerne på Cannes, Berlin og Venedig i Europa, og så er der Sundance og Toronto herovre. Toronto er den største festival i Nordamerika, så det er en vild ting. Og det er kun min tredje spillefilm, og jeg har ikke instrueret i 12 år, så jeg var super overrasket over, at de valgte den.

Får du oplevet festivalen?
Jeg ser hotelværelser, biler og venues. Desværre oplever jeg ikke andet… jo, jeg var inde og se Michael Noers film, fordi vi er jo et hold, Michael, mig og Tuva (Nuvotny, red.). Men hvis jeg har en time, så vil jeg gerne hvile mig, fordi jeg skal være på igen lige bagefter. Og man skal være skarp i hovedet, og vide hvad du skal sige og gerne vil sige til de udenlandske journalister. Og det er ikke min stærke side, for jeg siger jo bare, hvad jeg tænker. Så jeg skal altså censurere mig selv lidt her, fordi de jo meget politisk korrekte.

Den tid på året får dansk premiere den 8. november.