Første kig på filmen om Elton John

Fra Kingsman til Rocketman
Rocketman
(© UIP)

Til næste år får filmen Rocketman premiere, og det er en biografisk film om musikeren Elton John. Nu er det første billede af skuespilleren Taron Egerton i titelrollen udkommet online.

Filmen vil omhandle Elton Johns tidlige år som eksemplarisk musiker på Royal Academy of Music, hans begyndende status som popstjerne samt partnerskabet med sin medtekstforfatter med Bernie Taupin.

28-årige Taron Egerton spiller den ikoniske, flamboyante Elton John og lægger derfor for en stund agentrollen fra Kingsman på hylden, inden han igen skal spille hovedrollen i den tredje film. Som sidenote skal det bemærkes, at Elton John, altså den ægte vare, spillede med i Kingsman: The Golden Circle over for Egerton.

Rollen som Bernie Taupin spilles af Jamie Bell, der trods sin unge alder (han er 32 år), har optrådt i adskillige film, begyndende med Billy Elliott i 2000 og senest i de danske biografer som The Thing i Fantastic Four fra 2015.

Elton John kræver næppe nogen introduktion, men for dem, der har levet under en sten siden 1970erne, kan et par af hans største hits nævnes i flæng: 'Your Song', 'Can You Feel the Love Tonight', 'Daniel', 'Don't Go Breaking My Heart', 'Candle in the Wind' og, ja, 'Rocket Man' [sic].

Hvis man ikke kan vente helt til premiere næste år, kan man se filmen om et andet rockikon, Freddie Mercury, når Bohemian Rhapsody rammer biograferne den 1. november.

Rocketman får premiere den 16. maj 2019.