Får vi en børnevenlig Deadpool-film til jul?

Fox rykker rundt på deres X-Men-film
Billede
(© 20th Century Fox)

Det ser ud til, at vi får en tidlig julegave i år. 20th Century Fox har nemlig offentliggjort en endnu unavngiven Deadpool-film, der allerede får premiere den 21. december i år.

Det er pt. uvist, hvilken Deadpool-film der er tale om, men ifølge Collider drejer det sig om en børnevenlig udgave (en såkaldt PG 13-version) af Deadpool 2, der havde premiere tidligere i år.

Til at understøttet dette har Ryan Reynolds også delt et billede på de sociale medier (se nederst), der viser ham iført sin Deadpool-dragt og nissehue, mens han læser godnat historie for Fred Savage.

Den yngre Savage medvirkede i filmen 'Princess Bride' fra 1987, hvor han fik læst godnathistorie op, men de uhyggelige dele blev sprunget over. Kommer den nye Deadpool også til at springe de uartige dele over?

Tilføjelsen af Deadpool-filmen har også betydet, at Fox har rykket rundt i deres premierekalender. Her får du et overblik:

Alita: Battle Angel rykker fra 21. december til 14. februar 2019.

X-Men: Dark Phoenix, der fik sin første trailer forleden, rykker hele 4 måneder, og får nu premiere den 6. juni 2019.

Gambit med Channing Tatum har været udsat adskillige gange, men har nu fået en ny premieredato den 12. marts 2020.

X-Men: The New Mutants holder fortsat sin premieredato den 1. august 2019.