Batman, Superman & Jokeren: Alle kommende film fra DC

24 film kan være på vej!
Billede
(© Warner Bros.)

I januar blev Walter Hamada, tidligere producer på bl.a. The Conjuring og It, udnævnt som ny mand i spidsen for DC Entertainment, og det forlyder, at han er ved lægge sidste hånd på en ny forkromet plan for den fremadrettede produktion af superheltefilm fra DC og Warner Bros. 

Over de seneste par år er et hav af DC superhelte-titler blevet offentliggjort. Vi har her samlet alle de (mulige) film-kandidater - fra de helt sikre til de yderst usikre.

De sikre:

Aquaman
Jason Momoas inkarnation af vand-helten blev budt vekommen i Justice League, hvor hans optræden absolut var en af højdepunkterne. Nu kommer solo-filmen så, og med sig har Momoa store Hollywood-navne som Nicole Kidman, Amber Heard, Willem Dafoe, Patrick Wilson og Dolph Lundgren, mens The Conjuring-instruktør James Wan har styret løjerne bag kameraet.

Store dele af superheltefilmen udspiller sig under vand i kongeriget Atlantis, hvor kronarvingen Arthur Curry (Aquaman) må redde sit folk.

Shazam!
DC-kendere vil nok også kende ham som Captain Marvel, men for at undgå forvirring med Marvel-film og karakteren af samme navn, har Warner Bros. klogt kaldt deres kommende film for 'Shazam!' - der også er dét udtryk, som det drengede alter ego, Billy Batson, råber, når han skal transformere sig til den overlegne superhelt.

Zachary Levi har titelrollen, der skal kæmpe mod Mark Strongs skurk, Dr. Thaddeus Sivana, mens filmen instrueres af manden bag Annabelle 2.

Wonder Woman 1984
DCEUs kæmpesucces følges selvfølgelig op af en to'er, hvor holdet er samlet på ny. Gal Gadot i rollen som amazon-krigeren og Patty Jenkins bag kameraet. 

Denne gang udspiller filmen sig under Den kolde krig i 80'erne, og en Wonder Woman-kending fra tegneserierne dukker op, nemlig skurkinden Cheetah i skikkelse af Kristen Wiig. Optagelserne er startet.

Suicide Squad 2
Den første film om superskurkene delte vandende, men trak publikum i biografen, så nu bliver slynglerne kaldt sammen igen. Deadshot (Will Smith), Harley Quinn (Margot Robbie) og Jokeren (Jared Leto) vil efter sigende vende tilbage i et endnu hemmeligholdt plot. Manden bag actionbaskeren The Accountant skal instruere. 

The Batman
Matt 'Abernes Planet' Reeves er udset til at instruere og skrive den næste film om The Dark Knight, men indtil videre har filmens opstart været præget af forvirring og vekslende udmeldinger. I første omgang skulle Ben Affleck både skrive, producere og spille hovedrollen, mens det seneste rygte er, at Reeves vil caste en hel ny til rollen. Det første manuskript er ifølge kilder sendt til studiet.

Hvorvidt det ender som en fortsættelse i DCEU eller en anden form for standalone film er dog usikkert. En lidt spøjs ting virker dog mere sikkert, nemlig at skurken Slade Wilson alias Deathstroke vil optræde i skikkelse af Joe Manganiello, som fornyligt selv luftede tanken at dukke op i 'Suicide Squad 2' - og måske får sin egen solofilm.

Flashpoint
Fortællingen om den hurtige helt, The Flash, har hængt i en tynd tråd efter den kritiserede 'Justice League'. Men Ezra Millers præstation som Barry Allen blev rost, og det har måske fået Warner Bros. overbevist om at fortsætte med planerne om hans solofilm.

Senest kom det frem, at makkerparret bag Game Night og manuskriptet til Spider-Man: Homecoming både skal skrive og instruere 'Flashpoint', der vil blive en mere letbenet og sjov affære end de sidste års dystre DC-filmatiseringer.

Joker solo-film (med Jared Leto)
I juni måned kom det frem, at Warner Bros. angiveligvis har givet grønt lys til en solo-film om den grønhårede Batman-nemisis i skikkelse af Jared Letos tatoverede inkarnation fra 'Suicide Squad'.

En af de store kritik punkt fra hans første optræden var, at Letos Joker nærmest blev reduceret til en gæsterolle i det store skurkegalleri. Så det bliver interessant at se om en solofilm vil kunne ændre synet på Letos præstation som den sindssyge spasmager.

En Joker-origin film
Nu begynder det at blive lidt kringlet. En anden Joker-film er nemlig også på tegnebrættet - som efter signende vil foregå uden for det introducede DC Extended Universe. Det vil derimod være starten på en hel ny tidslinje med flere skabelsesfortællinger, formentligt under titlen DC Black.

Ikke desto mindre har projektet en masse stjernestøv over sig. Det er nemlig Todd Phillips (The Hangover) som instruerer og skriver, Martin Scorsese producerer og selveste Joaquin Phoenix er hyret ind til at spille Prince Clown of Crime. Filmen siges at ville have en 80'er gangster-tone med et 55 millioner dollars budget.
Det er klart en af de DC-film, som vi glæder os allermest til!

Black Adam
Dwayne 'The Rock' Johnson har i lang tid været udset til rollen som anti-helten Black Adam - en casting, som synes perfekt.
Black Adam er kendt som Shazams ærkefjende, men angiveligvis er han ikke tiltænkt en rolle i filmen (men mon ikke vi får en cameo?), derimod får han sin helt egen spinoff-film.

Ingen instruktør er endnu tilknyttet, men Rampage-forfatter Adam Sztykiel er ansat til at skrive manuskript - og Johnson selv virker yderst begjersteret for, at filmen endelig skal se dagens lys. Produktionen forventes at starte i 2019, men det seneste rygte lyder, at Black Adam faktisk allerede vil blive introduceret i 'Suicide Squad 2'.

Green Lantern Corps
Ryan Reynolds har taget voldsomt afstand fra det mislykkede forsøg på at filmatisere Den Grønne Lygte i 2011. Men Warner Bros. og DC er opsatte på at få rettet op på fejlen, og derfor er en ny film om det intergalaktiske politikorps sat i søen. 

Fokus vil denne gang være på de to rum-betjente, Hal Jordan og John Stewart - og senest har det forlydt, at fortælligen om lovens lange arm i DCs multiverse skal forfattes af Geoff Johns, der også har været involveret i 'Aquaman' og 'Wonder Woman 2'. Senest var filmen tiltænkt i 2020 premiere.

De mindre sikre:

Justice League 2
Opfølgeren til sidste års samling af DC-holdet. Efter etterens beskedne succes er der dog sået tvivl om, i hvilken retning den nye film vil gå - og hvem der skal instruere. Superheltefilmen holder dog stadig en sommer-premieredato i 2019, men mon ikke den bliver rykket?

Birds of Prey
Den første af tre (!) Harley Quinn-film. Margot Robbie var en af de store højdepunkter i den rodede 'Suicide Squad', og populariteten har igangsat produktionerne af flere film med Jokerens kæreste.

Den ene er filmen 'Birds of Prey', baseret på tegneserien af samme navn, der også byder på optrædner fra andre kvindelige DC-karakterer som Black Canary, Huntress og Batgirl. 

Projektet er blevet omtalt som en "R-rated girl gang film", og har indtil videre den kvindelig instruktør Cathy Yan tilknyttet.

Gotham City Sirens
I den anden Harley Quinn-film skal hun dele skærmtiden med de to ikoniske DC-skurkinder, Poision Ivy og Catwoman.

De farlige trio er klar til at hærge Gotham City anført af Suicide Sqaud-instruktør David Ayer. Kun Margot Robbie er tilknyttet som skuespillerinde indtil videre.

The Joker og Harley Quinn-film 
Den tidligere psykiater på Gotham Arkham Asylum slår sig sammen med sin forhenværende patient og nu mordiske-mage, The Joker, der tilsammen udgør superhelte-verdenens svar på Bonnie og Clyde.

Igen spiller Margot Robbie og Jared Leto overfor hinanden, mens det er duoen bag romantiske komedier som I Love You Philip Morris og Crazy, Stupid, Love. samt drama-serien 'This Is Us', der lige nu udset til at instruerer filmen, der stadig ikke har en titel.

Batgirl
Sidste år kom det frem at Avengers-instruktør Joss Whedon arbejdede på en film om den kvindelige pendent til Batman. Begjesteringen blandt fans var høj - lige indtil at Whedon trak sig fra projektet efter sigende pga. en manglende historie.

Stor selvindsigt fra Whedons side, men det har ikke stoppet Warner Bros. fra at fortsætte, hvor Christina Hodson nu er hyret ind til at skrive manuskriptet - som hun i øverigt også er med 'Birds of Prey'. Hodson har forfattet historien til Bumblebee, som får dansk premiere i starten af 2019.

Deathstroke
Vi har allerede været forbi snigmorderen og fan-favoritten Deathstroke på listen - som måske (!) dukker op i 'The Batman' og 'Suicide Squad 2'. Men skulle han ikke få nogle optrædner der, så er skurken også klar til at gå solo.

Joe Manganiellos udgave af The Terminator (ja, det hed han før Arnold) er rygtet til at skulle bestyres af instruktør Gareth Evans, der har vist stor sans for vild action med The Raid-filmene. Slet ikke noget skidt valg til, hvad der forhåbentlig bliver en blodig affære!

Blackhawk
Helt uventet afslørede Steven Spielberg, at én af hans kommende projekter var filmatiseringen af en DC-tegneserie, nemlig 'Blackhawk', der følger en broget gruppe piloter under Anden Verdenskrig.

Det vil være mesterinstruktørens første forsøg ud i superheltegenren. Indtil videre er Spielbergs involveringen dog begrænset til en producerrolle, men det kan udvikle sig til en instruktørpost. Imidlertid har han fået Indiana Jones- og Jurassic Park-makkeren David Koepp til at skrive manuskriptet - der tidligere har oversat Spider-Man til film i 2002.

The New Gods
Efter successen med 'Wonder Woman' satser DC på kvindelige karakterer, og en af disse forsøg kunne blive 'The New Gods'. Historien om et hold guder, der bor på to planter - den smukke New Genisis og den udbrændte Apokolips.

Til at føre filmatiseringen ud i livet er Ava DuVernay hyret ind. Den kvindelige instruktør har stået bag film som Selma og Et spring i tiden - et spændende valg. DuVernay har selv udtalt, at Big Barda fra 'The New Gods' netop er hendes favorit superhelt.

De usikre:

Cyborg
Ray Fisher blev introduceret i rollen som Victor Stone i 'Justice League', og han var egentlig tiltænkt en solofilm om Cyborgs heltegerninger i 2020, men efter superhelteholdets manglende succes har det seneste rygte været, at filmen er droppet. Dette er dog ikke bekræftet.

Justice League Dark
Det overnaturlige superhelt-hold, der består af ikke så bredt kendte helte som John Constantine, Madame Xanadu, Deadman, Shade, The Changing Man og Zatanna.

Oscar-vinderen Guillermo del Toro har i flere år været interesseret i at filmatisere tegneserierne, men efter at have forladt projektet, forlød det seneste at Gerald Johnson var blevet hyret ind til at skrive manuskriptet, mens man stadig leder efter en instruktør.

Nightwing 
Den voksne og selvstændige udgave af Batmans tro væbner Robin i Dick Grayson-versionen. Filmudgaven af Nightwing skal varetages af Lego Batman-instruktøren Chris McKay, der dog seneste har udtalt, at fans godt kan slå koldt vand i blodet. Det tegner til at blive en laaaang proces, før projektet får vinger. 

Booster Gold
Tegneserie-medlemmet af Justice League, som kan rejse tilbage i tiden. Endnu et projekt som har været undervejs i flere år med Greg Berlanti (Love, Simon) sat til at producere og formentlig instruere. Så sent som i marts meldte Berlanti ud, at projektet stadig er i live, men at det formentlig har lange udsigter.

Lobo
Den cigarrygende lejesoldat og dusørjager har været på tegnebrættet i over 15 år - og den har krydset adskellige store stjerners hænder fra Will Smith til Guy Ritchie. Seneste forlyder det dog, at Michael Bay har sikret sig rettighederne og planlægger en kæmpe budgetfilm.

Vi håber projektet bliver til noget, for hvem vil ikke gerne se DCs svar på Deadpool på det store lærred? 

Man of Steel 2
En efterfølger til filmen, der startede DCEU, har længe været rygtet, men intet konkret er ude. Superman himself, Henry Cavill, så gerne en solo-fortsættelse, men med kun en film tilbage på sin superhelte-kontrakt kan 'Justice League 2' meget vel blive skuespillerens sidste optræden som manden af stål.