"Dumbledore føler sig somme tider som et bæst"

Jude Law åbner op omkring sin rolle i Fantastiske skabninger 2
Billede
(© Warner Bros.)

Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser byder på en ung udgave af troldmanden Albus Dumbledore. Skuespilleren Jude Law portrætterer karakteren, som vi kender fra Harry Potter-filmene.

Men hvad er det for en Dumbledore, vi møder i filmen, som foregår 70 år, før den inkarnation, Richard Harris og Michael Gambon spillede?

For første gang fortæller Jude Law nu om rollen, og det sker i et interview med Entertainment Weekly, hvor han bl.a. kommer ind på karakterens ståsted i fortællingen, hans seksualitet og forholdet til to andre, vigtige karakterer.

- Jeg havde det held at sidde med (forfatter og manuskriptforfatter) J.K. Rowling kort efter, at vi begyndte at arbejde på filmen. Hun gav mig en god idé om Albus’ livsrejse, hvem han var, og hvad der skete i hans hoved, hjerte og verden i denne historie, udtaler Jude Law og fortsætter:

- Den ting, der kom ud af det, var en fornemmelse af leg. Han har en ungdommelig tilgang til livet, men der er noget, der tynger ham om hjertet, i hans fortid, som ligger under det hele. Der er en bund af god humor, et godt hjerte, en selvforståelse og en fornemmelse for fortiden.

Noget af det, der har været mest omtalt i medierne, er afsløringen af Dumbledores seksualitet. J.K. Rowling har nemlig understreget, at troldmanden er homoseksuel, og denne udtalelse kommenterer Law også i interviewet:

- Du skal huske på, at det er blot den anden Fantastiske skabninger-film i en serie (på fem film, red.), og det fantastiske ved Jo (Rowlings) skriverier er måden, hvorpå hun viser karaktererne, skræller dem af indtil hjertet over tid. Du er kun ved at lære Albus at kende i denne film, og der er naturligvis meget mere på vej.

Fantastiske skabinger: Grindelwalds forbrydelser

Jude Law kommenterer også på forholdet mellem Newt Scamander (Eddie Redmayne) og Dumbledore:

- Jeg tror, at han beundrer Newts moralske kodeks, at han altid vil gøre det rigtige, fordi han kan ikke gøre andet end det rigtige. Jeg tror, at han godt kan lide, at Newt finder skønheden i bæsterne, fordi jeg tror, at Dumbledore somme tider føler sig som et bæst.

Og så er der det store spørgsmål om forholdet til Gellert Grindelwald, der spilles af Johnny Depp.

- Jeg har faktisk ikke nogen scener med Johnny. Som jeg sagde før, er dette kun anden del af en større historie. Jeg har altid beundret ham fra afstand, men vi kender ikke hinanden, og jeg har kun mødt ham på denne film. På mange måder passer det meget godt til deres forhold, for det er mange år siden, at de sidst har set hinanden.

Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser får biografpremiere den 15. november.