Ny Pet Sematary bliver den uhyggeligste King-film nogensinde

Manuskriptforfatter vil lave en "realistisk" genindspilning
Billede
(© Paramount Pictures)

Stephen King oplever en sand genoplivning på det store lærred i disse år, hvor flere filmatiseringer er under produktion. Sidste år slog gysersensationen It for alvor forfatterens navn fast igen, og mens vi venter på en efterfølger til den, bliver en af hans andre meget populære bøger omsat til film, nemlig Pet Sematary.

Romanen blev første gang filmatiseret i 1989, men nu er holdet til et nyt forsøg efterhånden blevet samlet i form af instruktørparret Dennis Widmyer og Kevin Kolsch (Starry Eyes) samt Jason Clarke og John Lithgow i de bærende hovedroller. 

LÆS OGSÅ: Alle kommende Stephen King-filmatiseringer

Manuskriptet forfattes af Jeff Buhler, der afslører, at det vil lægge sig tæt op ad Kings originale og skræmmende historie om en indiansk kirkegård med uanede kræfter, og han håber at lave "den uhyggeligste Stephen King-filmatisering nogensinde", udtaler han til Dread Central:

- Da vi startede vores samtaler, instruktørerne og jeg, blev vi virkelig forbundet ved tanken om at bringe historien tilbage til det originale materiale, at finde en moderne måde at fortælle bogen på, der virkelig lægger op til nogle af de store scener og øjeblikke, som Stephen King oprindelig havde skrevet, udtaler Buhler, som fortsætter:

- Selvom vi er store fans af den originale film, så er der øjeblikke, som overgår vores virkelighed, og den er på grænsen til at være campy. Så vores ønske er at fortælle en jordnær, karakterdrevet og psykologisk rædselsvækkende version af Stephen Kings 'Pet Sematary', hvilket efter min overbevisning er den mest skræmmende bog King nogensinde har skrevet.

Vi kan altså forvente en mere "realistisk" tilgang til projektet, og hvis vi ikke glædede os i forvejen, så gør vi det i hvert fald nu.

Pet Sematary får premiere den 18. april 2019.