Jamie Foxx bekræftet som superhelten Spawn

Meget tyder på en gyser med høj censur
Billede
(© Image Comics)

Rygterne har svirret et stykke tid, men nu er det bekræftet, at Jamie Foxx får titelrollen i en kommende filmatisering af Todd McFarlanes mørke tegneserie, 'Spawn'. Det skriver Deadline.

McFarlane skal selv instruere fortællingen om CIA-agenten Al Simmons, der lokkes i en fælde af sin arbejdsgiver, dør og ender i Helvedet. Da han får tilbuddet om at vende tilbage til Jorden, accepterer Simmons, men bliver igen snydt, og i form af en dæmonisk figur er han bundet til at bekæmpe byens værste udskud.

Med Black Panthers massive succes er vejen banet for sorte superhelte, og Spawn, der godt nok er temmelig vansiret i sin helvedesform, bliver et nyt eksempel.

Tegneserien er før blevet filmatiseret i den mislykkede Spawn fra 1997, hvor Michael Jai White indtog hovedrollen, og Martin Sheen og John Leguizamo levendegjorde hans modstandere.

Den nye film får i lighed med 1997-versionen et lille budget, der vil bane vejen for en høj censur. Det er samtidig planen, at Spawn kun kommer til at spille en mindre rolle, ligesom det har været meningen i tegneserien - og derved vil McFarlanes vision i højere grad komme til live på det store lærred.

Blumhouse Pictures, der er eksperter i succesrige gysere, står bag produktionen, så vi kan nok forvente en uhyggelig affære.

Jamie Foxx, der senest kunne opleves i Baby Driver, er den eneste bekræftede skuespiller, så vi må vente at se, hvem der skal spilles Spawns enke Wanda, den klovnelignende Violator og de øvrige karakterer fra forlægget.

Spawn forventes at få premiere i 2019.