Vores 10 favorit easter eggs i Ready Player One

80'er nørderi for fuld udblæsning (SPOILERS)
Billede
(© WARNER BROS.)

Steven Spielbergs helt igennem fornøjelige Ready Player One kan lige nu opleves i biograferne landet over. Science fiction-baskeren er en hyldest til populær kultur - og især den nostalgiske film-magi fra 1980erne.

Filmen er derfor proppet med små og store referencer til alle popkulturelle forbilleder - såkaldte easter eggs. Vi har her samlet vores 10 favoritter af slagsen.

LÆS OGSÅ: Holdet fra Ready Player One afslører deres favorit Spielberg-film

OBS: ARTIKLEN INDEHOLDER SPOILERS - så har du ikke set 'Ready Player One' endnu, så skynd dig ind og gør det først.

Tøj-scenen
Da Parzival skal på date med sit virtuelle crush, Art3mis, prøver han en række forskellige outfits foran spejlet - alle med reference til hedengangene 80'er looks - fra Michael Jacksons røde læderjakke fra 'Thriller' over Princes hvide og lilla sæt fra 'Purple Rain' til noget mere Duran Duran-inspireret. Han ender dog i Peter Wellers udklædning fra 'Buckaroo Banzai Across the 8th Dimension' - det helt rigtige kluns til en aften på disko med 80'er pop.

Chucky
Dræberdukken Chucky får lidt ekstra opmærksomhed end de andre 80'er slasher-ikoner Freddy Kruger og Jason Vorhees, som også "dukker" op. Chucky bliver nemlig kastet ind i det endelige opgør mod IOI, hvor han i vanlig stil går bersærk. Den lille cameo fra det besatte legetøj fra 1988-gyseren Child's Play vækker både latter og smil.

READY PLAYER ONE/WARNER BROS.

DeLorean
Marty McFlys legendariske bil fra Tilbage til Fremtiden er hovedkarakteren Wades fortrukne bil i The OASIS, og den er selvfølgelig piftet op med KITT-lygter fra den ikoniske 80'er-serie 'Knight Rider' med David Hasselhoff. Hvem ville ikke gerne cruise lidt i den?

T-Rex og King Kong
Man kan ikke undgå at have optur over det umage makkerpar T-Rex og King Kong, der i 'Ready Player One' fungerer som forhindringer i OASIS' racerløb. Spielberg ville eftersigende helst undgå at refere for meget til sine egne ikoniske værker, men skulle han vælge én, så er den brølende T-Rex fra Jurassic Park da den helt rigtige!

The Shining
Værkets højdepunkt - og måske de fedeste fem minutter i nogen film i år - er heltenes besøg i Stanley Kubricks legendariske setting på The Overlook Hotel fra horror-klassikeren The Shining (1980). Sekvensen byder på masser af meta-referencer og topunderholdende øjeblikke, når vi på ny og i en mere komisk setting møder tvillingerne og kvinden fra badekaret samt genoplever den blodige elevatorscene med helt nye briller på.

READY PLAYER ONE/WARNER BROS.

Jernkæmpen
The Iron Giant fra Brad Birds 1999-animationsklassisker Drengen og Jernkæmpen spiller en helt særlig rolle i 'Ready Player One' - og vi kan ikke sige os helt fra at få et lille sug i maven, da han sendes i kamp. At vi må se ham lade livet ved at blive smeltet, er trist, men scenen er ikke uden glimt i øjet, da afskeden er en hyldest til Arnold Schwarzeneggers T-800s rørende død i Terminator 2: Dommedag, hvor vi også efterlades med et "thumps up".

The Distracted Globe
Navnet på den danseklub som Art3mis og Parzival beøsger i OASIS er The Distracted Globe - og referer faktisk til en sætning som bruges i Shakespeares stykke 'Hamlet'. Sætningen bruges i første akt, hvor Hamlet fornærmer sit hof og dem omkring ham.

READY PLAYER ONE/WARNER BROS.

Saturday Night Fever
I scenen på diskoteket hvor Art3mis og Parzival skal ud og danse, vælger Parzival at gå old-school og smider simpelthen sangen ’Stayin Alive’ fra den klassiske 1978-dansefilm Saturday Night Fever på. Oveni valget af sang, har han også lige et disco-dansegulv, magen til det John Travolta dansede på i filmen, i lommen.

Star Trek
Da Halliday er død og vi ser hans begravlse, lægger man måske mærke til at kirken, som han ligger i, har et Star Trek-lignende tema. Og ikke nok med det, så er kisten faktisk præcis den samme som Spock, den ikoniske officer i de originale Star Trek-film, bliver lagt i.

Superman (Clark Kent)
Efter at Pazival finder den første nøgle i racerløbet, bliver han en kendis og for at skjule hans identitet, giver Art3mis ham et par briller på, der udfolder sig til en Clark Kent-maske - Supermans hemmelige identitet.

Hvad var din favorit easter egg?

Ready Player One kan opleves i biografen nu.