Top 5: Legebarnet Steven Spielberg

Instruktørens film rangeret
Billede
(© Amblin)

Hvad tænker du på, når du hører navnet Steven Spielberg? De fleste tænker nok på små søde rumvæsner, ondsindede hajer og en vis veloplagt arkæolog.

Men filmhistoriens måske mest elskede filminstruktør er bestemt også kendt for andet end det fantasifulde. Spielberg har nemlig også mikset sit cv af børnevenlige universer med modne dramaer, der fokuserer på amerikansk historiefortælling. Man kan faktisk gå så langt som til at sige, at filmskaberen har to personligheder: Legebarnet og historielæreren.

En dualitet der især er tydelig nu, hvor Spielberg er aktuel med hele to film. Science fiction-filmen Ready Player One og med avisdramaet The Post. Et par værker der ligger meget langt fra hinanden genremæssigt.

I den anledning har vi her valgt at rangere de fem bedste film indenfor hans virke som legebarnet - se også vores top 5 som historielæreren.

Top 5 - LEGEBARNET:

E.T.1. E.T. the Extra-Terrestrial (1982)
Et mesterværk i børnehøjde, der bliver ved med at røre og inspirere sit publikum ved hjælp af ufatteligt enkle virkemidler og en opfindsom tilgang til datidens knap så ressourcestærke special effekter. 


Close Encounters of the Third Kind2. Close Encounters of the Third Kind (1977)
Jep, endnu en venlig rumvæsen-vision fra Hr. Spielberg. Men 'Nærkontakt' fortjener uden tvivl en tårnhøj placering for at være en helt anden og langt mere moden film end 'E.T.' - samt et dejligt underspillet drama med en suveræn Richard Dreyfuss i hovedrollen. 


Jaws3. Jaws (1975)
En af filmistoriens bedste monsterfilm er dette Blockbuster-fyrtårn om en politimesters ihærdige kamp mod dræberhajen fra dybet. Alt spiller i denne klassiker, som indrømmet sagtens kunne snuppe første- eller andenpladsen på denne liste. 


Raiders of the Lost Ark (1981) 4. Raiders of the Lost Ark (1981)
Indiana Jones' første eskapader er stadig hans mest veloplagte. Arkæologen har heller aldrig været mere charmerende ej heller mødt bedre kvindeligt medspil end i Karen Allens stor-drikkende Marion Ravenwood. En perfekt eventyrfilm - intet mindre. 


Jurassic Park5 Jurassic Park (1993)
Gigantiske dinoer, Laura Dern og Jeff Goldblum... der er mange grunde til at elske denne nervepirrende familiegyser, men især de tidlige og for sin tid yderst imponerende brug af special effekter bør nævnes her.

Bobler: Minority Report (2002)

Ready Player One er aktuel i biograferne.

Se også vores Spielberg-artikel i kino.dk's spritnye mobilmagasin.