A Quiet Place er en larmende succes

Den 3. største åbning for en gyser nogensinde i USA
Billede
(© UIP)

Gyser-genren fortsætter sin rejse mod blockbuster-tronen - i weekenden var den hypede og originale A Quiet Place nemlig den næste film i genren til at toppe weekendens biograf-hitlister med hele 50 millioner dollars. 

Dermed leverede filmen den anden største åbning i år, hvilket svarer til den tredje største åbning nogensinde for en gyserfilm i USA - kun overgået af sidste års kæmpe hit It og Paranormal Activity 3 fra 2011.

Med et spinkelt budget på blot 17 millioner har 'A Quiet Place' allerede spillet sig selv hjem flere gange med en samlet indtjening på hele 71 millioner dollars på verdensplan.

LÆS OGSÅ: 5 måder at gøre sig klar til gyseren A Quiet Place.

Bag filmen står John Krasinski, der både instruerer og har hovedrollen sammen med sin kone Emily Blunt - og ægteparret har fået store roser for filmen, ikke kun fra publikum og anmeldere, men også fra andre kendis-kollegaer. Således har både Chris Pratt, Ryan Reynolds og gysermesteren Stephen King blåstemplet værket.

2017 viste sig for alvor som gyserens år, hvor Stephen King-filmatiseringen 'It' slog alle konkurrenter til vægs og blev en af den bedst sælgende film i genren nogensinde, mens en film som Get Out både var en stor publikumssucces og tog priser ved Oscar-uddelingen. Og det ser absolut ikke ud til at stoppe i 2018.

A Quiet Place kan ses i biografen nu.