Mandlige hovedroller måske fundet til It 2

Dræberklovnen Pennywises tilbagevenden til det store lærred nærmer sig med hastige skridt.
Efter at It sidste år blev en af de største gysersucceser nogensinde var en opfølger uundgåelig. Kort tid efter blev en 2'er da også annonceret, og nu begynder kameraerne altså snart at rulle til It: Chapter Two.
Producer Roy Lee har således bekræftet over for IndieWire, at optagelserne starter til juli i Toronto.
Samtidig er The Hollywood Reporter ude med en historie om, at to nye skuespillere snart tilføres rollebesætningen. James McAvoy, som de fleste kender som Charles Xavier i X-Men-filmene, og komikeren Bill Hader. Ifølge THR skal McAvoy spille Bill Denbrough, mens Hader skal fyre jokes af som Richie Tozier.
Er rygterne sande, er det en flot tilførelse til castet, der pt. kun består af Jessica Chastain i rollen som Beverly Marsh og selvfølgelig Bill Skarsgård som dræberklovnen.
Filmen vil udspille sig 27 år efter begivenhederne i Derry, hvor børnene, nu som voksne, vender tilbage for at tage en sidste og altafgørende kamp mod det onde selv, Pennywise.
Lige nu lægges der sidste hånd på manuskriptet, der ud fattes af manden bag den første film, Dary Dauberman, selvfølgelig baseret på Stephen Kings monumentale romanoplæg. Instruktør Andy Muschietti vil ligeledes igen være at finde bag kameraet.