Indiana Jones 5 svinger pisken april næste år

Spielberg har afsløret hvor og hvornår optagelserne går i gang
Billede
(© Lucasfilm)

Steven Spielberg var i søndags i London for at modtage Empires ærespris og afslørede i samme omgang, hvornår og hvor optagelserne til Indiana Jones 5 vil finde sted. 

- Jeg vender tilbage hertil (London, red) i april 2019 for at lave den femte Indiana Jones-film, lød det fra instruktøren.

Dermed vil Harrison Ford være 76 år, når han atter ifører sig den klassiske hat og tager på nye eventyr i en film, vi stadig ikke ved så meget om. Vi ved dog, at det bliver den første Indy-film, hvor George Lucas ikke står bag historien. David Koepp (Jurassic Park) har nemlig overtaget den opgave.

Spielberg vil efter sigende bruge resten af 2018 til at forberede det femte kapitel om verdens mest elskede arkæolog. Det kan han også sagtens, eftersom filmskaberen allerede har to nye film i kassen med premiere i år - science fiction-filmen Ready Player One, der udkommer i marts, og The Post med Meryl Streep og Tom Hanks, der udkommer i april.

Derefter har den travle instruktør både en genindspilning af West Side Story, et drama om religiøse forbrydelser i 1800-tallet og muligvis en biografi om musikeren Leonard Bernstein i støbeskeen. 

Indiana Jones 5 får dansk premiere den 8. juli 2020.