Guide: Påskeferiens familiefilm

Tag børnene med i biografen
Billede
(© SF STUDIOS/UIP)

Nu er Påskeferien lige om hjørnet, hvilket giver anledning til en hyggelig tur i biografen. Som sædvanlig har vi en række tilbud til familier med børn. Vi præsenterer et overblik over de film, der primært henvender sig til biografgængere i alle aldre.

Klik på en titel for at læse mere, se trailer og købe billetter.

HULEMANDEN STEN/SF STUDIOS

Hulemanden Sten
Animationsfilmen foregår i stenaldertiden. Her bor hulemanden Sten og hans ven Grøffe. Sten drømmer om at tage på eventyr, men eventyret ender med at finde ham. Den mægtige Lord Snøp invaderer nemlig den idylliske dal, og nu må Sten samle klanen i et forsøg på at vinde dalen tilbage. Det er det prisvindende animationsstudie, Aardman, som har instrueret filmen. Aardman har tidligere stået bag succeser som F for Får.

PETER KANIN/UIP

Peter Kanin
Den lille ihærdige gnaver Peter, der er iført blå jakke og ingen bukser, er filmens hovedkarakter. Peter og vennerne får sig alle en overraskelse, da Thomas pludseligt flytter ind i deres favorithus. Særligt Peter Kanin er træt af den nye lejer og gør nu alt for at slippe af med det irriterende menneske. 'Peter Kanin' er baseret på de elskede karakterer fra Beatrix Potters klassiske børnebøger, der startede med 'The Tale of Peter Rabbit' fra 1902.

Coco/Walt Disney Pictures

Coco
Filmen er centreret omkring den mexicanske fejringsdag Día de Muertos. 12-årige Miguel drømmer om at blive en berømt musiker, men familien har forbudt ham at spille musik og taget hans guitar. I sin søgen efter en ny ender han ved et uheld i dødsriget, hvor et mysterium om hans eget ophav venter ham. Det er Pixars 19. film i lang række af film. Filmen har vundet en Golden Globe og to Oscar-priser.

CIRKELINE, COCO OG DET VILDE NÆSEHORN/SF STUDIOS

Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn
Den tændstiksæske-store pige og hendes sjove musevenner er tilbage. Cirkeline får en ny hjerteveninde med prinsessenykker ved navn Coco. Samtidig møder Musen Ingolf et næsehorn, der er træt af at være den lille. Sammen tager de små venner på en rejse. Filmen er instrueret af selveste Jannik Hastrup, der i sin tid skabte Cirkeline-karakteren.

HODJA FRA PJORT/UIP

Hodja Fra Pjort
Hodja får tilbudt et flyvende tæppe af en tæppehandler, for til gengæld at lede efter hans barnebarn. Et magisk eventyr venter Hodja der dog får sultanen efter sig. Animationsfilmen er baseret på Ole Lund Kirkegaards populære børnebog af samme navn og er en film for hele familien. Thure Lindhardt lægger stemme til hovedrollen i filmen. 

VITELLO/ANGEL FILMS

Vitello
Drengen Vitello har det godt med sin mor og venner, Max, Hasse og William, men det går ham på, at han ikke kender sin far. Mor er ikke til meget hjælp, og hun siger, at Vitellos far er en sjuft og så ikke mere snak om ham! Men det finder Vitello sig ikke i, så han går da bare på jagt efter en far. Filmen er baseret på børnebogen af Kim Kupz Aakeson.