Wes Anderson vinder sølvbjørn for hundefilm i Berlin

Alle vinderne ved Berlinalen 2018
Billede
(© 20th Century Fox)

De prestigefyldte bjørne-statuetter er blevet delt ud ved årets Berlin Filmfestival, og her løb den seksdobbelte Oscar-nominerede Wes Anderson med en sølvbjørn for bedste instruktør med sin nye film Isle of Dogs.

Instruktøren var ikke selv til stede, derfor tog Bill Murray, der medvirker i filmen, imod prisen, og fra talerstolen sagde den altid vittige skuespiller:

- Jeg tog på arbejde som en hund og kom hjem med en bjørn.

Hvorefter han gav sit eget udlæg af John F. Kennedys berømte citat: "Ich bin ein Berliner... Hund"

Andersons animationsfilm, der følger en dreng på jagt efter sin hund på en japansk ø kun befolket af de firbenede væsner, var også med i opløbet sammen med 18 andre film om årets Guldbjørn. 

Her måtte instruktøren dog se sig slået af den rumænske 'Touch Me Not' af den spillefilmsdebuterende Adina Pintilie, der roses for sin modige og enestående udforskning af sex, kærlighed og intimitet.

Aftenen bød også på en lille dansk triumf, da den tyskfødte, dansk-ungarske Réka Busci vandt prisen Audi Short Film Award med den animerede 'Solar Walk', der er lavet bl.a. i samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra. 

Isle of Dogs får dansk premiere den 3. maj, og har bl.a. Bryan Cranston, Edward Norton og Scarlett Johansson på rollelisten.

Alle vinderne fra Berlinalen 2018:

Guldbjørnen – 'Touch Me Not', Adina Pintilie

Jury Grand Prix– 'Twarz (Mug)', Małgorzata Szumowska

Alfred Bauer Prize– 'Las herederas (The Heiresses)', Marcelo Martinessi

Bedste instruktør – Wes Anderson, 'Isle of Dogs'

Bedste kvindelige skuespiller – Ana Brun, 'Las herederas'

Bedste mandlige skuespiller – Anthony Bajon, 'La prière'

Bedste manuskript – Alonso Ruizpalacios & Manuel Alcalá, 'Museo'

Bedste enestående kunstneriske bidrag - Elena Okopnaya, 'Dovlatov'

Bedste kortfilm - 'The Men Behind the Wall', Ines Moldavsky

Audi Short Film Award - Solar Walk, Réka Busci