Robert Pattinson på slap line og Rambo anno 1847

Den 68. omgang Berlinale er skudt i gang, og undertegnede ankom desværre en dag for sent til ballet. Dermed missede jeg torsdagens åbningsfilm, der i år var instrueret af ingen ringere end Wes Anderson.

Den stilsikre og trendsættende filmskaber - bakket op af et stemmecast bestående af Bill Murray, Tilda Swinton, Bryan Cranston, Jeff Goldblum og Greta Gerwig - havde igen en helt igennem original fortælling i ærmet i form af stop motion-filmen ’Isle of Dogs’ om en fremtidig japansk ø beboet af hunde. Anmelderne har efter festivalpremieren kaldt resultatet for sofistikeret, ambitiøst og vanvittigt godt håndværk med masser af kant. Isle of Dogs får dansk premiere den 3. maj.

Kulsort western om mænds tilnærmelser
Men fredagen var heller ikke helt skidt. Det var i hvert fald den dag, der stod den største kø af håbefulde fans linet op foran Grand Hyatt, hvor pressekonferencerne finder sted. Horden af mennesker var alle kommet for at få et glimt af Robert Pattinson, der for længst har skiftet sit Twilight-image ud med et hardcore independent cv meget langt fra tidens franchise-tendens. Denne gang med en lille indie-westernkomedie kaldet ’Damsel’.

Kort fortalt handler konkurrencefilmen om en ung cowboy (som ikke rigtigt er en cowboy), der hyrer en præst (som ikke rigtigt er en præst) til at følge ham på sin mission: at redde en kidnappet kvinde, fri til hende og derefter ægte hende på stedet. Pattinson er den forelskede mand, mens Mia Wasikowska er den udvalgte ”damsel in distress” (som ikke rigtigt er en ”damsel in distress”). Selvfølgelig går intet, vitterligt intet, efter planen, og det ene vanvittige optrin følger det andet i en film, der aldrig lægger skjul på sit komiske ophav eller sin feministiske dagsorden. Hvilket også er der, den fungerer bedst.

Personligt lo jeg højt og umiddelbart flere steder, men mellem grinene oplevede jeg desværre en del perioder af ren og skær kedsomhed. Pointerne blev gentaget og gentaget, og de mange akavede pauser samt kulsorte samtaler blev aldrig så morsomme, som man fornemmede, de skulle være. En modig, anderledes og til tider finurligt grotesk film, men også en to timer lang genreleg uden det store publikumspotentiale.

Til gengæld var pressekonferencen med Pattinson, Wasikowska og instruktør-brødrene Nathan og David Zellner en veloplagt affære. Rummet kogte af journalister, der ville opleve Pattinson, som leverede præcis den charme og åbenhed, han er kendt for. Da han blev ind til hans holdning til #metoo-bevægelsen, var svaret meget sympatisk:

-Hvis du føler, du har oplevet noget, der er forkert, men du er bange for at fortælle det til andre, fordi du er blevet trynet til at tie stille, så er det noget af det værste, man kan opleve. Så det er fantastisk, når en dæmning vælter, og der pludseligt er et flertal, der bakker op, så de mennesker kan føle sig sikre.

Også da en journalist ville vide, om han var for traumatiseret af Twilight-sagaen til at lave en ny franchise, var svaret interessant og ærligt:

-Grunden til, at jeg er tilbageholdende med at lave en ny franchise, er, at de ikke kan blive R-ratede. Der er faktisk tale om en budgetrestriktion. Med det samme budgettet bliver stort, jo flere mennesker skal med ind over og bestemme hvad, man må, eller du bliver fyret.


Robin Hood møder First Blood
I den helt anden ende af skalaen finder vi det historiske action-drama ’Black 47’, der ikke er en del af konkurrence-programmet.

Måske er det action-delen, der har skræmt festivalen væk fra en nominering. Lance Dalys film er i hvert fald ikke bange for at anvende genkendelige og populære genregreb for at sælge det ellers svære emne. Nemlig den altomfattende hunger, der fandt sted i Irland i midten af 1800-tallet. Et emne, der ifølge instruktøren aldrig har fået en ordentlig filmatisering før. Jo, vi kender alle til kartoffel-pesten, der lagde landet ned, men i hvor høj grad der også var tale om et systematisk folkedrab fra Englands side, samt hvor slemt det egentligt stod til, bliver først tæt på retfærdiggjort med dette værk.

-Vi havde vanvittigt svært ved at finde statister, der var tynde og udsultede nok. Selv de var alvorligt syge lignede ikke den ægte vare, fortæller instruktøren til pressekonferencen på Berlinalen.

Hugo Weaving indgår i et imponerende cast bestående af engelske Freddie Fox og Jim Broadbent, samt irske Barry Keoghan og Stephen Rea. Den anden hovedrolle spilles af James Frecheville (Animal Kingdom) som den unge soldat Keeney, der vender hjem til sin familie i Irland og finder dem enten døde eller lige ved pga. det engelske imperies tyranni. Da den lokale foged smider familien på porten med fatale resultater, slår det klik hos Keeney, der begiver sig ud i en blodrus af hævn over de englændere, der udsulter det irske folk.

Resultatet er et underligt miks af Rambo-filmen First Blood møder Robin Hood. Med et katatonisk ansigtsudtryk myrder Keeney sig igennem det smukke golde landskab, mens to engelske soldater i form af Weaving og Fox forsøger at fange ham, mens deres sympati for hans mission og harme over landets tilstand vokser.

Mændenes rejse er en voldelig færden imod døden, men også en rejse for dem, såvel som publikum, ud i et skræmmende kapitel i verdenshistorien, der vækker minder om Holocaust. Alene derfor er ’Black 47’ en seværdig oplevelse. Man bliver ganske enkelt en smule klogere, og selvom formatet mest af alt ligner en dyr tv-produktion, er der rørende øjeblikke og tilfredsstillende selvtægtscener nok til at filmen fungerer.

Følg kino.dk på Facebook for at se live videoer og updates fra Berlinalen.