"Filmen om Utøya er en af mine mest skræmmende filmoplevelser"
Konkurrencen i Berlin har indtil videre været en lidt kedelig omgang. Men det ændrede sig i dag med visningen af festivalens måske mest kontroversielle film, det norske drama 'Utøya 22. Juli', der handler om Anders Breiviks umenneskelige gerninger, da han i 2011 dræbte 77 unge nordmænd og sårede utallige andre på en ø-lejr.
En dag alle skandinaver husker meget tydeligt, og nu kan vælge at genopleve - og måske endda forstå på et helt nyt plan - med denne nye norske filmsatsning.
Spørgsmålet, der optog alle os udsendte, da vi satte os ind i biografen i morges, var selvfølgelig, hvorvidt det ikke er for tidligt - eller bare unødvendigt - at filmatisere dette nationaltraume?
Det var en meget ubehagelig filmoplevelse, men det var bestemt ikke en dårlig oplevelse. Salen var tavs under hele filmen. Folk sad med hænderne oppe foran munden, og adrenalinen pumpede gennem publikum i 90 ekstremt intense minutter. Da filmen var ovre, blev der klappet med fuld overbevisning... men der var også de, der buede.
Personligt kan jeg godt forstå den vrede, nogle må føle over at blive underholdt af begivenhederne på Utøya - for filmen er underholdende i og med den er ekstremt spændende. Men spørger du mig, har instruktøren Erik Poppe (Kongens valg) over al forventning respekteret det ømtålelige materiale ved at lave en film, der på ingen måde dyrker monstret Breivik, men til gengæld handler om de mennesker, der betalte prisen for hans højreekstremistiske galskab.
Har man lyst til at se disse lidelser?
Jeg kan godt rumme det, da jeg forstår pointen med at lave en film allerede nu. En pointe Poppe selv uddybede ved den efterfølgende pressekonference. Nemlig at samtalen omkring Utøya har mistet forkus i mediecirkusset omkring gerningsmanden - se hans forklaring her:
Breivik er ikke med i filmen
Poppe har måtte træffe nogle utraditionelle beslutninger, for at projektet kan lykkes. For det første har han valgt at følge en ung, fiktionel kvinde ved navn Kaja (spillet med stor overbevisning af 19-årige Andrea Berntzen) og IKKE Breivik, der ej heller nævnes en eneste gang i filmen. Hans behov for berømmelse tilfredsstilles IKKE i 'Utøya - 22. Juli'.
Dernæst er filmen optaget i realtid via ét langt take. Således skildres de 72 fatale minutter, angrebet varede, uden brug af underlægningsmusik eller klipning. Kameraføringen føles som en gave til filmen og ikke som et stilistisk påtaget greb. Ikke mindst fordi kameraet bliver en karakter i sig selv gennem et konstant nærvær og en sensitiv fornemmelse for, hvad vi skal og ikke skal se.
Den specifikke tilgang til rum og tid fik mig til at tænke på Paul Greengrass 'United 93', der skildrede 11. september blot fem år efter begivenhederne, men med fokus på det fly, der blev overmandet af passangerer og styrtede ned, før det kunne ramme ind i endnu en bygning. Men også på Nolans fokuserede og klastrofobiske krigsskildring i Dunkirk.
Når det så er sagt, er 'Utøya 22. Juli' helt sin egen, og filmen hører til en af mine mest skræmmende filmoplevelser.
Men er det for skræmmende? Og er det for tidligt med en film om Utøya? Poppe havde et velfunderet svar til pressekonferencen:
Utøya afventer sin danske premieredato, men åbner i Norge til marts.