Fantastiske skabninger 2 gemmer Dumbledores seksualitet

Homoseksuel karakter forbliver i skabet
Billede
(© Warner Bros.)

Siden det kom frem, at Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling anså sin mægtige troldmands-karakter Dumbledore som homoseksuel, har fans set frem til, hvordan det vil komme til udtryk i prequel-filmene.

Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser kommer dog ikke til eksplicit at fremstille den yngre udgave af Albus Dumbledore som homoseksuel. Det fortæller instruktøren David Yates til Entertainment Weekly:

- Ikke eksplicit. Men jeg tror, at fansene er klar over det. Han havde et meget intenst forhold til Grindelwald, da de var unge mænd. De forelsker sig i hinandens ideer, deres ideologier og hinanden.

Når nu den næste Fantastiske skabninger-film kommer til at omhandle Gindelwald og Dumbledore i ungdommens år, er det sært, at man vælger at springe en så væsentlig del over.

Måske er producerne bange for at skræmme mindre homo-venlige lande som Rusland (hvor Skønheden og udyret sidste år fik en 16 års-censur pga. en meget mild, homoseksuel reference), hvilket vil gå ud over filmens indtjening.

Men på den anden side har Rowling, der er manuskriptforfatter og har stor indflydelse på Warner Bros.’ beslutninger, en unik mulighed for at fremstille en homoseksuel karakter i en stor, populære franchise, der måske vil kunne ændre homofobers opfattelse. Men nej...

Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser får premiere den 15. november.