Robert-nomineringer: Årets mandlige hovedroller

Fokus på de fem nominerede skuespillere
Billede
(© Nordisk Film, SF Studios, Øst For Paradis, Scanbox)

Årets Robert-nomineringer er ude, og Danmarks svar på Oscars bliver afholdt søndag d. 4. februar. Du kan se med live, når overrækkelsen bliver streamet direkte på kino.dk i samarbejde med Blockbuster.

Flere af de nominerede film kan ses på Blockbuster.dk - og du kan også være med til at bestemme vinderen af Blockbuster Publikumsprisen! Stem her - og vind selv præmier.

I kategorien årets mandlige hovedrolle er fem skuespillere på listen, bestående af en tidligere vinder og fire første gangs nominerede.
Vi giver her en lille introduktion til de fem kandidater:

I den danske actionfilm Underverden spiller Dar Salim speciallægen Zaid, der søger hævn, efter sin lillebror bliver fundet dræbt. Han bevæger sig ud på en farlig selvtægtsmission i det kriminelle miljø i København.

Filmen er årets topscorer, sammen med Vinterbrødre, og har modtaget hele 15 nomineringer. Det er første gang, at Dar Salim er nomineret i kategorien, men han har tre tidligere Robert-nomineringer, som Årets mandlige birolle for sin rolle i tv-serien ‘Dicte’.

Det danske drama Fantasten har modtaget tre nomineringer til årets prisuddeling. Dejan Cukic, der spiller hovedrollen som gambleren Claus, har for første gang modtaget en Robert-nominering på trods af sin lange karriere som skuespiller.

Han slog for alvor igennem i 1999 med sin præstation i I Kina spiser de hunde og har siden medvirket i talrige film og tv-serier i både store og mindre roller.

Vinterbrødre har, som tidligere nævnt, fået 15 Robert-nomineringer, og filmen vandt hovedprisen til CPH PIX 2017. Det er tredje gang, at Elliott Crosset Hove modtager en Robert-nominering, da han sidste år fik to i kategorien Årets mandlige birolle for Forældre og I blodet.

I år har Hove desuden vundet prisen for bedste mandlige skuespiller på Locarno-festivalen i Schweiz.

I Du forsvinder spiller Nikolaj Lie Kaas skolelederen Frederik, der bliver sigtet for at have stjålet 12 mio. kr. fra skolen. Men sagen er ikke helt så enkel, for det viser sig, at han har haft en svulst i hjernen de seneste tre år, og det har ændret hans personlighed drastisk.

Nikolaj har i alt modtaget 16 Robert-nomineringer og har tidligere vundet statuetten for sine hovedrollepræstationer i Dirch og Et rigtigt menneske.

Sebastian Jessen er nomineret for første gang til en Robert pris. I Mens vi lever spiller han Kristian, der vender tilbage til sin barndomsby efter 5 år, hvor han skal konfronteres med fortidens dæmoner og den ulykke, der var med til at ændre hans liv for altid.

Skuespilleren har tidligere medvirket i Smukke mennesker og Kærlighed ved første hik.