Ridley Scott skal lave storfilm om Merlin for Disney

Den nye Ringenes Herre?
Billede
(© Hobbitten: En uventet rejse / New Line Cinema)

Disney er ved at køre et stærkt hold i stilling til filmatiseringen af T.A. Barons 90'er romanserie 'The Merlin Saga'.

Det forlyder nemlig ifølge Variety, at Alien-instruktør Ridley Scott er udset til at bringe fortællingen om den unge troldmand til live på biograflærredet, mens Philippa Boyens, som har været med til at skrive manuskript til Ringenes Herre-trilogien, vil levere drejebogen.

Hvis aftalerne falder på plads, er der lagt op til et ambitiøst projekt, og Disney håber formentlig på, at de to kreative kræfter kan skabe et eller flere nye film-eventyr på højde med Peter Jacksons Ringenes Herre-film.

Barons romaner beretter om Merlins skabelsesmyte. Den unge troldmand skyller op på kysten ved det ældgamle Wales, uden nogen ide om hvem han er. Men han opdager hurtigt, at han er i besiddelse af en magisk kraft, som bringer ham til et mystisk og fortryllet land. 

'The Merlin Saga' er en af to film, som Disney lige nu arbejder på om den ikoniske troldmand. Den anden er en ny live action-udgave af klassikeren Sværdet i Stenen, hvor det dog er en ung Arthur, der er hovedpersonen.

Ridley Scott er aktuel i de danske biografer den 1. februar, hvor hans næste film All The Money in the World får premiere.