Dansk thriller vinder publikumspris på Sundance

Den skyldige med Jakob Cedergren
Billede
(© Nordisk Film )

Til sommer får Gustav Möllers debutfilm Den skyldige premiere, men allerede nu høster den danske psykologiske thriller hæder i udlandet som weekendens vinder af den internationale publikumspris på Sundance Filmfestival.

Jakob Cedergren spiller den altbærende hovedrolle som politimanden Asger Holm, der en sen aften får et mystisk 112-opkald fra en kvinde. Med panik i stemmen fortæller hun, at hun er blevet kidnappet. Det bliver starten på en nervepirrende opklaring, hvor Asger ved hjælp af telefonen skal finde frem til kvinden, før det er for sent.

Instruktøren gav produktionen de benspænd, at den skulle foregå på én location, i realtid, og at alt skulle opleves via hovedpersonen. Et format, der også har fået anmelderne til at sammenligne projektet med film som Tom Hardys Locke

Du kan her få en ide om instruktørens tanker bag filmen samt et smugkig på de første levende billeder fra filmen, der endnu ikke har fået en trailer.

Magnolia Pictures købte de Nord Amerikanske rettigheder ugen før sejren, og Variery kalder ’Den skyldige’ en veldrejet, nervepirrende, high concept-thriller, der er en stensikker kandidat til en amerikansk genindspilning.

Den skyldige får dansk premiere 14. juni.