Årets bedste film 1993

Stem og vind billetter
Billede
(© Groundhog Day/Columbia Pictures)

Umuligt at vælge! Der er for mange gode film! Vi må gøre en undtagelse og udvide listen til 20 film!

Det var nogenlunde sådan, udvælgelsen af de 10 film fra 1993 til afstemning lød herinde på kontoret. Året var simpelthen usædvanligt stærkt, og vi måtte alle undvære elskede, personlige favoritter til den endelige liste.

At 1993 er et stærkt år, kan Steven Spielberg skrive under på. Instruktøren viste begge sider af sit talent, da hans to film, Holocaust-dramaet Schindler's List og dino-eventyret Jurassic Park, tilsammen indbragte ham 10 Oscars. Akademiet overså dog Ralph Fiennes' sataniske birolle og gav i stedet statuetten til Tommy Lee Jones i The Fugitive - en nervepirrende thriller baseret på en populær tv-serie fra 1960erne.

Tom Hanks havde også et forrygende år. Ikke nok med, at han modtog sin første Oscar for hovedrollen i AIDS-dramaet Philadelphia, så leverede han og Meg Ryan romantisk komedie par excellence i den søde Sleepless in Seattle.

Sidstnævnte markerede desuden et godt år for kvindelige instruktører, og newzealandske Jane Campion modtog Guldpalmen i Cannes for sin rørende The Piano.

Mens Quentin Tarantino var i gang med at indspille sit ubestridte 1994-mesterværk, kunne han se sit manuskript til True Romance få premiere i biograferne, og selvom Tony Scott instruerede, var Tarantinos aftryk allestedsnærværende i kultklassikeren.

Tim Burton stod også på sidelinjen som idémanden bag animationsfilmen The Nightmare Before Christmas, der havde så meget Burton over sin visuelle stil, at folk den dag i dag stadig tror, at han instruerede filmen.

Dansk film er repræsenteret af filmatiseringen af Hans Scherfigs ungdomsroman Det forsømte forår, hvor Frits Helmuth leverede en uforglemmelig præsentation som den ækle Lektor Blomme. Og endelig genoplevede Bill Murray den samme dag igen og igen i Groundhog Day, der er en af de mest originale komedier nogensinde.

Vi måtte til gengæld (med blødende hjerte) sige farvel til titler som Blå, Farvel min konkubine, Age of Innocence, In the Name of the Father, What's Eating Gilbert Grape samt Carlito's Way og Remains of the Day. Alle anerkendte værker, som til enhver tid kunne have taget en plads på listen.

Listens kandidater er udvalgt på baggrund af enten popularitet, antallet af priser eller for at være generelt anerkendte blandt kritikere og/eller publikum.

Vi trækker lod om 2 x fribilletter blandt alle, der skriver, hvad de stemte på og hvorfor.