11 science fiction-film du skal se i 2018

Vores guide til fremtidsfilm i det nye år
Billede
(© Warner Bros.)

2017 begynder at nærme sig sin ende. Vi kigger derfor frem mod filmåret 2018 her på kino.dk og bringer således en række guider til de mange film inddelt i genrer.

Vi lægger ud med at se nærmere på de science fiction-film, som venter i det nye år. Der er noget for enhver smag og til folk i alle aldre. Lige fra kæmpe robotter og dræbersygdomme til virtual realilty med Steven Spielberg samt farlige rummonstre.

Klik på titlerne, som nedenfor nævnes i kronologisk rækkefølge, for at læse mere om filmene og se premieredatoer.

Downsizing
En satirisk science fiction-fortælling om et ægtepar, der lader sig skrumpe. Konceptet præsenteres af en videnskabsmand (ingen ringere end Søren Pilmark) for at redde planeten, men grådigheden overskygger hurtigt de ellers fine hensigter, hvor "downsizing" snart er vejen til det lette liv. Filmen er instrueret af manden bag ’The Descendants’ og har Matt Damon og Kristen Wiig på rollelisten.

'Downsizing'

Cloverfield: God Particle
I science fiction-gyset bliver en gruppe astronauters virkelighed ændret efter et uheld med en partikelaccelerator. De må nu kæmpe for deres overlevelse, men alt bliver kun mærkeligere, da de opfanger et signal fra en anden rumstation. Filmen produceres af J.J. Abrams og foregår i samme univers som ’Cloverfield’ og ’10 Cloverfield Lane’.

Extinction 
En far bliver ved med at drømme, at han mister sin familie. Mareridtet bliver til virkelighed, da Jorden invaderes af overnaturlige kræfter. Manden må nu kæmpe for familiens overlevelse og opdage, at han besidder en styrke, som kan redde dem alle. Rollelisten består bl.a. af Lizzy Caplan og Michael Peña.

Udslettelse 
En gruppe kvindelige forskere tager på en hemmelig ekspedition til Area X, hvor naturens love ikke gør sig gældende og flere grupper ikke er vendt hjem fra igen. Instruktøren har tidligere stået bag den tankevækkende ’Ex Machina’ om kunstig intelligens. Castet består bl.a. af Natalie Portman, Jennifer Jason Leigh, Tessa Thompson, Gina Rodriguez og svenske Tuva Novotny.

'Udslettelse'

Pacific Rim 2: Uprising
Der venter store eksplosioner og store robotter med opfølgeren til ’Pacific Rim’ af Guillermo del Toro. Denne gang er det med Steven S. DeKnight i instruktørstolen, mens Rinko Kikuchi, Burn Gorman og Charlie Day er tilbage i deres roller fra etteren, og så indtager John Boyega hovedrollen, når de mægtige maskiner atter tager kampen op imod monstrene.

Ready Player One
Selveste Steven Spielberg vender i 2018 tilbage til science fiction-genren med ‘
Ready Player One’. I filmen følger man en teenager, der i en nær fremtid bruger det meste af sit liv i en virtuel verden sammen med det meste af Jordens befolkning, hvor jagten på en gemt formue inde i spillet begynder. 

Solo: A Star Wars Story
Stjernekrigsuniverset genbesøges med denne spin-off-film, hvor man følger den unge Han Solo og hans tro følgesvend Chewbacca i tiden før Luke Skywalker. Denne gang er det dog ikke Harrison Ford, der indtager sin legendariske rolle, men det unge stjerneskud Alden Ehrenreich.

'Solo: A Star Wars Story'

Alita: Battle Angel
I Robert Rodriguez’ ’Alita: Battle Angel’ møder vi den kvindelige cyborg Alita. Hun bliver dusørjæger efter at være blevet reddet fra skrotning af professor Ido, som omprogrammerer hende. Filmen er baseret på Yukito Kishiros manga-serie af samme navn, og James Cameron er med til at producere filmatiseringen.

The Predator
Det ikoniske filmmonster, der kæmpede mod Arnold Schwarzenegger tilbage i 1987 vender tilbage med Shane Blacks reboot ’The Predator’ i det nye år. Det bliver således den fjerde film i serien om rummonstret, hvis man ikke medregner ’Alien vs. Predator’-filmene.

The Darkest Minds
Vi ankommer her til en verden, hvor en sygdom dræber 98 procent af alle børnene i USA, og de resterende 2 procent får udviklet superkræfter og placeres i en indelukket facilitet. En 16-årig pige undslipper stedet og slutter sig til en gruppe andre teenagere på flugt fra regeringen.

Mortal Engines 
Filmen foregår i en post-apokalyptisk fremtid, hvor tidligere storbyer nådesløst stjæler ressourcer fra omkringliggende outlands. Men en hemmelighed, der kan ændre verden for altid, lurer i kulissen. Visual effects supervisoren på alle seks Midgårdsfilm er instruktør, mens Peter Jackson skriver manus sammen med ’Ringenes Herre’- og ’Hobbitten’-medforfatterne.