The Last Jedi får den største premiere i 2017

Star Wars-filmen storsælger!
Billede
(© Walt Disney Pictures)

Kraften er stærk i det nye kapitel i Star Wars-sagaen The Last Jedi, som i onsdags fik premiere i Danmark og herefter overalt i hele verden, herunder i hjemlandet USA.

Filmen fik store roser af kritikerne både i herhjemme og i udlandet, og ifølge de første tal fra biograferne, så fortsætter succesen for den ottende stjernekrigsfilm ved billetlugerne.

'Star Wars: The Last Jedi' har nemlig haft den største åbningsweekend i 2017 - og den næststørste nogensinde i USA.

Ifølge Box Office Mojo har den således solgt for 220 millioner i hjemlandet, og for hele 450 millioner på verdensplan, hvilket svarer til den femtestørste åbning nogensinde globalt (den tredje største, hvis Kinas billetsalg fraregnes - 'The Last Jedi' får først kinesisk premiere den 5. januar).

I USA er de flotte tal kun overgået af forgængeren Star Wars: The Force Awakens, der debuterede med 249,9 millioner dollars, mens den sidste Harry Potter og dødsregalierne - del 2 stadig holder førstepladsen internationalt.

I Danmark har filmen også imponeret med hele 207.000 solgte billetter i åbningsugen. Den overgår dog heller ikke 'The Force Awakens' på vores hjemlig breddegrad, der i 2015 fik 239.000 til billetlugerne i samme periode. 

Hos vores naboer i Sverige fik 'The Last Jedi' ligeledes en fantastisk premiereweekend, og den er således endt som landets andenstørste åbning nogensinde. En tendens som også kunne ses i England, hvor filmen leverede den tredjestørste åbning nogensinde.

'Star Wars: The Last Jedi' er allerede på 10. pladsen over årets bedst sælgende film i USA og på 18. pladsen globalt. Men mon ikke Luke, Rey, Finn & co. nok skal ende langt højere oppe, inden året er omme om små to uger.

Star Wars: The Last Jedi er lige nu aktuel i biografen.