Danica Curcic - Ikke til at komme udenom

Interview med den unge skuespillerinde
Billede
(© Jesper Keller / kino.dk)

Du kender hende ikke, men det kommer du til. Danica Curcic er aktuel i hele fire danske film i 2014, hvoraf den første, 'Lev stærkt', har premiere i juni. 

Kino.dk mødte den 28-årige skuespillerinde, og det blev til halvanden times snak om rastløshed, anerkendelse og gevinsten ved hårdt arbejde. 

Danica er det latinske ord for "dansk", men Danica Curcic er faktisk født i Serbien. Kombinationen af det danske og det udenlandske er nøgleordet for skuespillerinden, der nyder at rejse lige så meget, som hun nyder sit arbejde. 

Vi er dog heldige at få et par timer med hende i København på hotelcaféen Moritz, for snart vil hendes tid blive endnu mere sparsom, og medierne vil sværme om hende. Den mørkhårede skønhed er nemlig blevet udråbt til den næste store, danske stjerne, og med fire meget forskellige produktioner på vej vil navnet Danica Curcic snart florere overalt. 

Danica Curcic

"Jeg hører mange versioner af mit navn. Det mærkeligste er Dominique Couscous," fortæller skuespillerinden, mens hun understreger, at navnet på serbisk udtales Danizta Churchich. Hun har dog altid holdt sig til den danske version, Danica, da det er lettere for folk at udtale og ”minder om et forsikringsselskab”. 

Danica Curcics baggrund er præget af mere end bare underlige udtalelser af hendes navn. Hun kom til Danmark som etårig og gik kortvarigt på international skole, fordi familien til at starte med ikke regnede med at blive boende i Danmark.

Det internationale perspektiv skulle følge hende hele livet sammen med lysten til at optræde. Drømmen om skuespil kom først til senere, men allerede som seksårig startede hun et band med sin veninde, hvor de spillede klassiske sigøjnersange på klaver og violin. 

"Musik er en direkte indgang til sjælen, og det er også det, jeg synes, er fedest ved skuespillet," fortæller Curcic og fortsætter: "I gymnasiet begyndte jeg at tage dramatimer, og jeg blev meget interesseret i film - især dokumentarfilm. Det betød også, at jeg startede på universitetet på Film- og Medievidenskab for at komme mere ind i den filmiske verden."

Danica Curcic

Men den unge kvinde kunne mærke, at hendes liv havde brug for mere end de danske himmelstrøg. Efter to gode år på universitetet tog hun derfor et udenlandsophold i Granada i Spanien. Ikke så meget for at studere, men for at komme væk fra det hele, hvor studiemiljøet på universitetet ikke var det, hun søgte. 

"Jeg havde håbet på at møde et fællesskab og et socialt liv. Lysten til fællesskabet har altid været en stor vilje. Det skete bare ikke på universitetet. Jeg blev for rastløs. Det var, når jeg lavede dokumentarfilm og mødte andre mennesker, jeg følte, jeg levede."

Læs resten af interviewet med Danica Curcic i det aktuelle kino.dk-magasin.

Lev stærkt får premiere den 26. juni.