Baby Driver 2 kan være på vej

Klar til mere hjulspind?
Billede

Baby Driver har været én af årets største overraskelser. Den originale kupfilm har imponeret ved billetlugerne – og den er pt den bedst brugeranmeldte film her på sitet. Derfor vil denne nyhed også glæde rigtig mange.

Baby Driver-instruktør Edgar Wright er nemlig ikke afvisende over for tanken om en efterfølger til hans fortælling om flugtbilisten Baby (Ansel Elgort):

- Jeg udelukker ikke ideen om en efterfølger. Det har været oppe og vende, og jeg har nogle cool ideer, så vi må se, hvor det ender. Så vil jeg blive en af de der franchise-gutter.

Allerede i juli afslørede Wright, at Sony havde henvendt sig vedrørende en fortsættelse, men nu virker det altså til, at instruktøren har fået mere blod på tanden. Men en anden original filmidé fra manden bag zombiekomedien Shaun of the Dead kunne også være på trapperne:

- 'Baby Driver' er en film, jeg har ville lavet i mange år, og det er sjovt at have sit største hit med sin ældste ide. Det fik mig til at tænke på, hvad jeg ellers har i skrivebordsskuffen?

Hvad der er det næste for Wright vides derfor ikke, men han har i længere tid arbejdet på en filmatisering af Andrew Smiths ’Grasshopper Jungle’. Det kan derfor godt være, at vi skal væbne os lidt med tålmodighed.

Baby Driver kan stadig ses i biografen.