Resident Evil - Bedst til værst
Nogle filmserier er bedre end andre, og Resident Evil-filmene hører absolut ikke blandt de bedste.
Alligevel kan filmene om den handlekraftige Alice, baseret på Capcoms computerspil, noget særligt. Det er ikke høj kvalitet, ikke engang indenfor zombiegenren, men serien oser af guilty pleasure. En særlig underholdnings-værdi som andre film ofte søger forgæves.
Nøgleordene er brutal action, slowmotion, stramt klædte heltinder og et arsenal af våben, der helst skal affyres eller svinges hvert tredje minut. Tempoet vejer tungere end plottet, og det er lige præcis meningen. Det bedste kollegiale eksempel er formentlig Underworld-serien.
Men nogle gange går det bedre end andre. Vi tager et stærkt subjektivt kig på bagkataloget* i anledning af premieren på Resident Evil: The Final Chapter. Den sjette og eftersigende sidste film i serien.
*Vi har ikke inkluderet den japanske animationsfilm ’Resident Evil: Degeneration’ fra 2008
1. Resident Evil (2002)
Ja, den første er den bedste. De fleste er formentlig enige, og det skyldes en kynisk, og ganske fokuseret, filmatisering af et computerspil. Noget der som bekendt hører til sjældenhederne. Ikke fordi træerne gror ind i himlen. Det er den mest uhyggelige Resident Evil-film, men stemningen er ikke i nærheden af computerspillet. Til gengæld er Milla Jovovich et strålende omdrejningspunkt for en række opfindsomme action-scener, og de klaustrofobiske omgivelser er det tynde plot til fordel. Det er ikke fremragende en film, men den kan mere, end den egentlig vil.
2. Resident Evil: Afterlife (2010)
Seriens fjerde film er den kommercielt mest succesfulde. Kunstnerisk er den næppe værd at skrive hjem om, men underholdningsmæssigt er det en anden sag. Igen kommer isolerede omgivelser (denne gang et fængsel) det både dybt forvirrende og latterligt simple plot til undsætning. Der er elementer af 'Dawn of the Dead' (begge versioner) og 'The Walking Dead', men det er fornemmelsen af et computerspil, med indbyggede boss levels, der får filmen til at fungere trods overlæsset action. 3D-effekterne er blandt de mest effektive, undertegnede har set.
3. Resident Evil: Extinction (2007)
Mad Max-udgaven af Resident Evil-universet lander et godt stykke forbi George Millers postapokalyptiske univers. Zombieopgøret i Nevada udmærker sig ved en række scener i befriende dagslys og en til tider western-inspireret stemning. Alt sammen et godt fundament for en opskruet zombiefilm, men det udnyttes ikke fuldt ud af Highlander-instruktøren, Russell Mulcahy. Det hele ender som en splatterfilm på kanten af tomgang.
4. Resident Evil: Retribution (2012)
Paul W.S. Anderson (der med ’The Final Chapter’ har instrueret sin fjerde film i serien) er ikke indbegrebet af mådehold. Hans stil er ofte voldsom virtuos, men budgettet og talentet følger ikke med. I seriens femte film resulterer det i konstant action, fyldt med forlæns og baglæns slowmotion, der fra første scene er mere lammende end engagerende. Plottet er delvist tyvstjålet fra 'Aliens', men alle er bedre tjent, hvis sammenligningen stopper der. Alligevel går du ikke forgæves. Det kræver blot, at du kan se det gode ved dårlige actionfilm.
5. Resident Evil: Apocalypse (2004)
Seriens anden film har faktisk sine fans. Måske fordi plottet lægger sig tæt op ad spillene. Måske fordi de havde tømmermænd og lige præcis havde brug for en kedsommelig gentagelse af den på alle måder bedre forgænger. Filmen er iscenesat af Alexander Witt, en af Hollywoods mest efterspurgte second unit-instruktører af spektakulær action. Effekten glimrer ved sit totale fravær.