Bedst & værst: M. Night Shyamalan
Det har formentlig ikke været specielt morsomt for M. Night Shyamalan at følge publikum og kritikernes dom de sidste mange år.
Karrieren startede ellers så godt.
Efter et par mindre spillefilm ('Praying for Anger' og 'Wide Awake') brød han gennem lydmuren med The Sixth Sense, og var han ikke en moderne Hitchcock, var han i hvert fald noget i den retning. Unbreakable fulgte efter, og med Signs demonstrerede han fortsat sit talent for rendyrket spænding.
Akilleshælen blev dog hurtigt en usædvanlig forkærlighed for plot twists. Hvad der overraskede i 'The Sixth Sense' blev efterhånden et forventet kendetegn, der måske fungerede nogenlunde til en begyndelse, men som efterhånden blev en overflødig nødvendighed.
The Village syntes at gøre udslaget. En ellers ferm spændingsfilm (med en fin kritik af politisk og medieskabte skræmmebilleder) blev skæmmet af en insisterende ”overraskelse”, som de fleste havde regnet ud, mens der stadig var slik i bland-selv posen.
Herefter var Shyamalan nærmest dømt ude på forhånd. De næste to film, Lady in the Water og The Happening, fik ikke ligefrem publikum i bedre humør, og The Last Airbender gjorde kun ondt værre. Instruktøren havde endelig opgivet de store plotdrejninger, men eventyret kunne ikke hamle op med andre film i samme genre. After Earth led samme skæbne, og begge film virkede forældede allerede fra premieredagen.
Måske derfor vendte M. Night Shyamalan tilbage til gysergenren. The Visit blev hans mindst udskældte film i årevis, og selvom det ikke lyder specielt positivt, var det et skridt i den rigtige retning. En retning der synes at fortsætte med Split, hvis man skal tro Rotten Tomatoes.