Oversete favoritfilm #29: Prisoners

Denne oversete favoritfilm er valgt af Julius Kamper, der også er fast blogger på kino.dk.

I anledning af instruktøren Denis Villeneuves seneste biograffilm, Arrival, tænkte jeg, det kunne være passende at se nærmere på én af hans andre film, Prisoners fra 2013. Personligt synes jeg, at 'Prisoners' er én af de mest undervurderede film i mange år, og den tackler nogle ekstremt hårde spørgsmål, som mange ville have svært ved at tage stilling til. Og hvis I ikke har set den, vil jeg ikke afsløre alle filmens twists, men snarere råde jer til at se den henover julen. Det er en fantastisk film.

"Vi piner ham, indtil han spytter ud. Ellers dør de. Det er valget." Og alligevel ikke. Der er ingen simple valg i Villeneuves skræmmende mørke og moralsk mudrede 'Prisoners'. Ligesom i Incendies, Villeneuves Oscar-nominerede drama, er intet som det ser ud til, og ingen handlinger er frie for konsekvenser. Filmen er meget mere end historien om to kidnappede børn og den desperate far, der er villig til at gøre hvad som helst for at finde dem.

'Prisoners' er mere som en foruroligende labyrint af umulige beslutninger, kvalmende magtesløshed, en næsten Zodiac-agtig realisme og et mysterium, der er langt mere komplekst end filmens trailers giver indtrykket af. Villenueve og manuskriptforfatteren Aaron Guzikowski rammer samtidig også en vanvittigt svær balance, svingende mellem hyperrealisme og vantro mellem det fantastisk spillede menneskelige drama, der udgør filmens første halvanden time, og den mere beregnende og kalkulerede politijagt, der dominerer filmens tredje akt.

Keller og Grace Dover (Hugh Jackman og Maria Bello) sætter sig til en varm Thanksgiving-middag med deres gode venner og naboer, Franklin og Nancy Birch (Terrence Howard og Viola Davis). De sætter samtidig deres livs sørgmodighed og konflikter til side. Alt dette ændrer sig, da deres døtre, Anne og Joy (Anne fra Dover-familien, Joy fra Birch-familien), løber en kort tur over til Dover-familiens hus, men aldrig kommer tilbage. Den lokale politiefterforsker Loki (Jake Gyllenhaal) hiver derefter sagens hovedmistænkte til afhør: En følelsesmæssigt ustabil, mentalt udfordret ung mand, ved navn Alex Jones (Paul Dano). Men med manglende bevismateriale og en mindskende mistænksomhed bliver Lokis afdeling nødt til at lade Jones gå fri og dermed lader ham flytte tilbage til sin tante.

Politiet vurderer Jones til at være ude af stand til at kunne opstille en så kompliceret kidnapning af to børn på en åben gade. Keller, derimod, har et andet synspunkt. Han tager loven i egne hænder, fanger Jones, spærrer ham inde i en forladt bygning og torturerer ham så dag efter dag, i håbet om at han vil fortælle, hvor han har gemt Kellers datter. Hvorvidt Kellers handlinger nogensinde vil gavne hans datter er en helt anden sag.

Hugh Jackman er fantastisk. Rå, ødelagt, skræmmende og, mest af alt, en overbevisende "everyday man". Han håndterer Kellers umiddelbare selvmodsigende opfattelser med en skarp behændighed, hvor han klarer alt fra mandens tro til hans overlevelsesmentalitet, samt hans vilje til at gøre, hvad andre ikke ville (eller burde). Bello, Howard og Davis, derimod, håndterer ubehageligt forskellige ansigter af panik, frygt, nægtelse og sorg, hver med deres egen hjerteskærende effekt. (Især Viola Davis, hvis kolde, sørgmodige reaktion hænger mest ved, på trods af hendes begrænsede tid i filmen. De fleste forældre vil nok kunne identificere sig med én af de fire.)

Paul Dano er passende skræmmende og uhyggeligt effektiv, både som et indespærret dyr og et barnagtigt puslespil, og Gyllenhaal stjæler på mystisk vis scene efter scene fra sine medskuespillere i en rolle, der lige så godt kunne have været en utaknemmelig, ligegyldig karakter. Hans detektiv er en sjældenhed set i film: En flittig karrieremand, som er blevet træt af at arbejde med ofres familier. Af at være ham med de dårlige nyheder. Af at være en modtager af andres vrede, håbløshed og frustration. Af at være en mand, der skal bebyrdes med at vidne utænkelig fordærvelse i mennesker. Loki har enorm empati for familier som Kellers og Birches, men den empati kræver så meget af ham, at han vælger at lukke den nede til punktet, hvor det irriterer ham, hver gang empatien truer med at kradse sig op til overfladen.

Havde 'Prisoners' bare været et hvilket som helst andet selvtægtsdrama (endnu en "almindelig-far-der-presses-til-det-yderste-thriller"), havde der ikke været meget andet til filmen end de fantastiske skuespillere og Roger Deakins’ golde, men fænomenale fotografering. Det er den moralske og den etiske tvetydighed, der gør filmen så vanvittigt seværdig, endda gribende. Villeneuves ubøjelige selvtillid og kontrol over materialet gør meget lidt plads til forudsigelighed og lettelse, og under Kellers vrede og lidelse ses en endeløs strøm af umulige spørgsmål.

Forældre (mine inkluderede, som jeg så filmen med) kan godt lide at tænke, at de ved præcist, hvordan de ville agere i en lignende situation. I disse mørke skrækscenarier, vi snakker om sent om natten, forestiller vi os som værende skabshelte. I virkeligheden ville frygten for at vores indblanding kun lede til yderligere fare for vores børn overgå enhver tro om, at vi ville gøre nogen gavn ved at blande os. Det interessante her er netop, at Villeneuve og Guzikowski er villige og mere end ivrige til at overveje muligheden om at Kellers indblanding kun gør ting værre, og om han opnår noget overhovedet.