Eddie Redmaynes uheldige Star Wars-audition

Darth Vader-efterligningen imponerede ikke
Jupiter Ascending/Warner Bros.
(© Jupiter Ascending/Warner Bros.)

Før Eddie Redmayne fik hovedrollen i Harry Potter-forfilmen Fantastiske skabninger... og hvor de findes, var han oppe at vende som mulig skurk i sidste års Star Wars-film The Force Awakens.

Redmayne var under overvejelse til rollen som den onde Kylo Ren, men klarede sig efter hans egen erindring ikke så godt til castingen.

- De gav mig en Star Trek-scene, ellers var det noget fra 'Stolthed og fordom'. Det var tophemmeligt, så de gav mig ikke de rigtige replikker, men jeg vidste, at jeg var til casting som skurk, siger Redmayne til Entertainment Weekly.

- Og fordi jeg er mig, gjorde jeg det selvfølgelig med en fjollet stemme ... jeg prøvede igen og igen med forskellige udgaver af Darth Vaders hæse åndedræt, og til sidst spurgte de mig, 'Har du noget andet?' Det havde jeg ikke.

Star Wars: The Force Awakens/Disney

Rollen gik til Adam Driver, mens Redmayne måtte 'nøjes' med at blive castet som den klodsede helt Newt Scamander i Harry Potter-universet.

Selvom Driver spiller fremragende i 'The Force Awakens', kan man godt spekulere over, hvordan Eddie Redmaynes udgave af den komplicerede karakter ville have været.

Rollen som den mentalt ustabile, Darth Vader-dyrkende Kylo Ren er allerede på kanten til at være melodramatisk, så måske er det meget godt, at Jupiter Ascending-skurken ikke fik lov til at gentage den optræden.

På den anden side vandt Redmayne en Oscar for sin præstation i Teorien om alting, hvor han forsvandt helt ind i rollen som Stephen Hawking. Så det er aldrig til at vide, hvad Redmaynes Kylo Ren kunne være blevet - hvis han havde droppet den fjollede stemme.

Fantastiske skabninger... og hvor de findes får premiere den 17. november.