Amerikansk genindspilning af Klovn lever stadig

Sacha Baron Cohen er kommet skridtet videre
Billede
(© Klovn: The Movie/Per Arnesen)

Sacha Baron Cohen har længe arbejdet på en genindspilning af Klovn: The Movie, og nu har den britiske komiker fundet en producent til sit projekt. Det skriver Screen International.

Det er selskabet Annapurna, der gerne vil smide penge i en amerikansk version af Frank og Caspers pinligheder, og selvom man stadig er langt fra at starte optagelserne, er det et skridt på vejen.

Hovedrollerne er derfor en ubekendt faktor. Det er uvist, om Baron Cohen giver sig selv en rolle, eller nøjes med at fungere som producent. Tidligere har Danny McBride været på tale som både manuskriptforfatter og titelrolle-indehaver (hvis man kan sige det sådan), men intet ser ud til at være afgjort.

Det samme gælder komedien 'The Lesbian', som Sacha Baron Cohen bad Casper Christensen og Frank Hvam om at forfatte. Filmen befinder sig fortsat på udviklingsstadiet, og genindspilningen af 'Klovn' står tilsyneladende forrest i køen.

Klovn: The Movie solgte 839.000 billetter i de danske biografer.