Efterårsferiens film 2016

Guide til biografernes udbud
Billede
(© Trolls/20th Century Fox)

Skolernes efterårsferie byder som sædvanlig på et stort udvalg af film i biografen. Nedenfor giver vi et overblik over udbuddet i ferien.

Guiden er blot et udvalg af de film, der går i biografen. Nogle af filmene har allerede haft premiere, og du kan her få det komplette overblik over aktuelle film og kommende film.

Klik på titlen for at læse mere, se trailer og bestille billetter.

Peter og dragen/Walt Disney Pictures

Familiefilm
Børnefamilierne kan se frem til især animationsfilm i ferien. Trolls er baseret på de danske Dam-trolde med det vilde, farvestrålende hår, og det er bl.a. sangerne Christopher og Stine Bramsen, der lægger stemmer til filmen. I Storkene er babyleverance blevet erstattet af almindelig fragt for de kære storke, men da det alligevel lykkes den unge Junior at frembringe en baby, starter balladen.

Animation og virkelige mennesker blandes sammen i Peter og dragen, der er Disneys fortælling om venskabet mellem en dreng og en stor, lodden drage.

Klassefesten 3: Dåben/Nordisk Film

Komedie
Trænger lattermusklerne til motion, er der hjælp at hente i form af en række komedier. Klassefesten 3: Dåben er det tredje kapitel i den danske filmserie om Andreas, Thomas og Niels, der tager på singlehøjskole for at finde en kæreste til Andreas. Filmen følger i de to førstes fodspor med folkelig humor (ofte under bæltestedet), men er man til en mere romantisk form for komik, kan man se Woody Allens seneste værk, Café Society. Den foregår i 1920ernes Hollywood, hvor en ung, håbefuld mand forelsker sig i sin rige onkels sekretær.

Den danske Swinger og efterfølgeren Bridget Jones' Baby er i øvrigt stadig aktuelle i biografen.

Sunset Song/Hurricane Films

Drama
Den dramatiske genre tager publikum på en vaskeægte rejse rundt om i verden. Vi starter i Skotland, hvor Sunset Song udspiller sig i begyndelsen af det 20. århundrede. Filmen, der er baseret på en roman af Lewis Grassic Gibbon, handler om en kvindes kamp for kontrol, efter hendes elskede vender traumatiseret tilbage fra Første Verdenskrig.

Tager vi et smut over på den anden side af Atlanten, lander vi i Argentina, hvor Klanen kommer fra. Filmen handler om en familie, der kidnapper og forlanger løsepenge for at kompensere for farens afskedigelse.

Vores jordomrejse slutter i USA med Oliver Stones Snowden, der biografisk skildrer verdens mest berygtede og berømte whistleblower, som offentliggjorde hemmelig NSA-information om global overvågning i 2013.

Inferno/UIP

Action og thriller
Skal man have pulsen op, er der flere bud på oplagte kandidater i biografen. Inferno er den tredje filmatisering af Dan Browns krimiromaner om professoren Robert Langdon, der står over for sin hidtil sværeste opgave. Tom Hanks har igen hovedrollen, og danske Sidse Babett Knudsen spiller en af filmens biroller. Plottet henter inspiration fra verdenshistorien, men er ren fiktion.

Thrilleren Deepwater Horizon bygger derimod primært på fakta, og her skal Mark Wahlberg forsøge at begrænse omfanget af en katastrofe ombord på en olieplatform. I slutningen af ferien står Tom Cruise og Ben Affleck klar med hver deres film, når Jack Reacher 2: Never Go Back og The Accountant får premiere.

Som sidebemærkninger skal genrerne western og eventyr nævnes, der i efterårsferien repræsenteres af The Magnificent Seven og Miss Peregrine's Home for Peculiar Children.

Oasis: Supersonic/Scanbox

Dokumentar
Virkelighedens verden kan skildres på mange måder, og det er feriens dokumentarfilm eksempler på. Man kan fx fokusere på kendte mennesker som i Oasis: Supersonic. Brødrene Liam og Noel Gallagher var i front for et af 90ernes mest populære britiske musiknavne, men trods massiv succes opstod der adskillige problemer i bandet.

Biografisk er også Requiem for the American Dream om filosoffen og historikeren Noam Chomsky, som bl.a. er krediteret for at starte den kognitive revolution, der grundlagde det videnskabelige studie af sindet og dets processer. Filmen får premiere i slutningen af ferien, og det gælder også Life, Animated om den autistiske Owen Suskind, der lærer om livet gennem Disneys klassiske tegnefilm.

Havet brænder stiller skarpt på afrikanske bådflygtninge, der søger tilflugt i Europa, og dokumentaren blev hædret med hovedprisen på filmfestivalen i Berlin tidligere på året. I Jacob Holdt: Mit liv i billeder får man indblik i den anerkendte fotograf bag bogen 'Amerikanske billeder', der drager tilbage til USA for at konfrontere fortidens synder.

God fornøjelse i biografen!