Tidslinje: Found footage

Fra Blair Witch til Blair Witch
Billede
(© The Blair Witch Project/Haxan Films)

Found footage er gradvist blevet et velkendt stilgreb indenfor filmens verden. Den dokumentariske form, der kan skabes ved at bruge ”rigtige” optagelser som rammen om en film er oplagt til gyserfilmen.

Det kornede, knitrende billede, der viser mystiske skygger og frygtelige hændelser er efterhånden blevet brugt en del, og som regel er budgettet lille, og skuespillerne ukendte for at underbygge fornemmelsen af realisme.

Vi har samlet en tidslinje over de mest markante found footage-film.

©Kino.dk

Cannibal Holocaust (1980)
Cannibal Holocaust bliver beskrevet som den første found footage-film nogensinde, og den skabte stor skandale, da den udkom i 1980. Instruktøren Ruggero Deodato blev endda anholdt for mordet på skuespillerne i filmen. Han havde nemlig bedt dem om at forsvinde i et år efter filmens premiere, så illusionen om deres drab blev opretholdt. Deodato blev dog hurtigt løsladt igen, da hovedrollerne dukkede uskadte op i retten.

The Blair Witch Project (1999)
Efter 19 år uden found footage blev filmen, der kun tog otte dage at indspille og kostede $22.000 at lave, det moderne gennembrud for brugen af stilen og endte med at indtjene over $240 mio. Den dokumentariske stil og gennemtænkte markedsføring resulterede i, at mange troede det var rigtige optagelser.

Noroi (2005)
Den japanske gyser skiller sig ud fra mængden af den stolte tradition af populære japanske gyserfilm, der normalt er forholdsvis simple i deres plot. Filmen, der er bygget op som en dokumentarfilm, modtog stor ros for sin komplekse fortælling om dæmonen Kagutaba. 

[Rec] (2007)
Rec er forkortelsen for record, som det står skrevet på et videokamera. Den spanske zombiegyser fik hurtigt stor opmærksomhed og blev senere genindspillet i USA som Quarantine, der dog aldrig opnåede samme status som originalen.

Cloverfield ©Paramount
Cloverfield (2007)

Før premieren på ’Cloverfield’ var den omgærdet af mystik og en effektiv viral kampagne, der gav små spor på samme måde som tv-serien ’Lost’ også havde. J.J. Abrams producerede alien-invasionen, der endte med at blive en klassiker i stilgenren. 

Diary of the Dead (2008)
Zombie-mesteren George A. Romero bevægede sig ud på nye territorier med en moderne opdatering af zombiefilmen. Historien starter samme dag som klassikeren Night of the Living Dead og er fuld af referencer til både Romeros egne film og selve genren. 

Paranormal Activity (2009)
Hyldet som den bedste found footage-film siden ’The Blair Witch Project’ er ‘Paranormal Activity’ svær at komme udenom. Filmens langsomme tempo indfanger publikum og til sidst kan man knap trække vejret ved synet af soveværelset og den lille tidskode i hjørnet. Fænomenet ’Paranormal Activity’ blev hurtigt til en franchise og består i dag af seks film.

Troldjægere ©Filmkameratene A/S
Troldjægeren (2010)

'Cloverfields' norske fætter med rigeligt af referencer til gamle skandinaviske eventyr, og trolde fremfor aliens, blev til en kultklassiker. Internationalt blev den også positivt modtaget, og bl.a. rost for den særegne tørre, skandinaviske humor. 

Apollo 18 (2011)
Forklaringen på, hvorfor der ikke er flere missioner til månen, og efterfølgende måtte NASA offentligt udmelde, at filmen ikke var en dokumentar, men ren fiktion. Filmen nåede også at blive fokus for adskillige konspirationsteorier. 

The Bay (2012)
Man skulle ikke tro, at manden bag anerkendte film som Rain Man, 'Diner' og 'Wag the Dog' ville give sig i kast med den lidt mere underlødige filmstil. Men Barry Levinson mente ikke, at en dokumentar om miljøforurening ville have samme betydning som en gyser med mutantparasitter og et miljøpolitisk budskab. 

Project X (2012)
Gyseren er tæt forbundet med den særlige stil, så umiddelbart er det ikke en vild teenagefest man forbinder med den. Men når festen dokumenteres fra de unges eget synspunkt, bliver oplevelsen langt mere nærværende og resulterer bogstavelig talt i en eksplosiv begivenhed.

Chronicle ©20th Century Fox
Chronicle (2012)

Fantastic Four-instruktøren, Josh Trank, debuterede med denne film, der udnytter filmgrebet til en underspillet superheltefilm, hvor det illustreres at de storstilede effekter bliver mere troværdige gennem den realistiske vinkel, som det også kunne opleves i bl.a. ’Cloverfield’ og ’Troldjægeren’.

Europa Report (2013)
Ligesom 'Apollo 18' handler Europa Report om en mislykket rumrejse. Her bliver optagelser fra et rumskib stykket sammen til en dokumentarlignende produktion, der vækker minder om Alien og Prometheus

Project Almanac (2015)
Tidsrejsende teenagere produceret af ekspolsions-elskende Michael Bay, der ikke helt formår at opdatere den efterhånden bedagede stiløvelse. Dog er den et bevis på det voksende antal skærme i et ungt menneskes liv, og har elementer af alle disse med. 

The Visit (2015)
M. Night Shyamalans første found footage-film i et forsøg på igen at få kunstnerisk kontrol over sine projekter efter den mislykkede After Earth. Dog blev ’The Visit’ modtaget med blandede reaktioner. 

Hvilken found footage-film er din personlige favorit?

Blair Witch er aktuel i biografen.