Oversete favoritfilm #28: Spy

Denne oversete favoritfilm er valgt og leveret af kino-redaktionens praktikant Selina Wilken.

Spy er muligvis min yndlingsfilm.

Det er ellers svært, det der med 'yndlings.' Er det genre-bestemt? Kan vi sige én pr årti? Må alle tre Ringenes Herre-film dele en andenplads med Fury Road?

Men man skal jo vælge. Og så er det måske bedst bare at følge sin mavefornemmelse, som i mit tilfælde siger: Glem giganterne. Gå med den undervurderede, sjove, livsbekræftende, fandenivoldske, kønsrolle-udviskende, helt igennem vidunderlige 'Spy' med Melissa McCarthy i hovedrollen som mit nye idol, Susan Cooper.

'Spy' er skrevet og instrueret af Paul Feig - manden, der skabte tv-serien 'Freaks and Geeks', og som også (efter min mening) brillerede med både Bridesmaids og den nye Ghostbusters. Der er noget forfriskende over Feigs måde at fortælle historier om kvinder på: Kvinderne i hans film får lov til bare at være mennesker – komisk overdrevne som genren foreskriver, ja, men altid helstøbte personligheder med gode og dårlige sider, der aldrig sovses ind i forslidte kønsrolleklicheer.

I 'Spy' skaber Feig og McCarthy et pragteksemplar af en kvindelig hovedperson, der bare er en person: En lidt akavet taber hvis kompetencer er begravet under et bjerg af usikkerhed, som vender en dårlig situation til noget positivt og på komisk vis ender som filmens ubestridte helt. Der er en smule romantik, en ærkefjende og gode venner, der hjælper og/eller spænder ben for hende hen ad vejen, men det er stadig Susan Cooper, der driver historien frem og enehændigt redder dagen.

Dette er ikke i sig selv revolutionerende. Hvis hovedpersonen i 'Spy' havde været en mand (måske spillet af Seth Rogen, Jack Black eller Jonah Hill), ville filmen nok ikke have slået mig som noget særligt. For der findes et utal af skæve undercover- og spion-komedier, der ligesom 'Spy' forsøger at parodiere den velkendte genre: Kingsman, 21 Jump Street, Get Smart og Austin Powers er blot et par (mere eller mindre vellykkede) eksempler.

Men denne type action-komedie, som bare gi'r den gas uden at det skal handle om kærlighed eller kønsroller, er så ofte forbeholdt mandlige karakterer, at jeg altid bliver glædeligt overrasket, når en Hollywood-film faktisk anerkender, at kvinders historier godt kan handle om andet og mere end deres udseende og deres relationer til mænd.

I en Paul Feig-komedie kan der desuden også sagtens være lidt romance, uden at det skal være på bekostning af kvindernes venskaber og rivaliseringer, der som hovedregel er omdrejningspunktet for den følelsesladede udvikling i filmen.

Dette er noget, Hollywood så småt er begyndt at eksperimentere med i andre komedier (se også Pitch Perfect-serien og forårets Bad Neighbours 2), men Paul Feig er stadig den førende instruktør af film, hvor kvindelige komikere bare får lov til at være sjove uden at være defineret af deres forhold til filmens mandlige karakterer, og uden at være begrænset af kønsbestemte forventninger til, hvad de 'må' sige og gøre.

I 'Spy' er kvindernes personligheder og de valg, de træffer, hverken begrænset af Hollywoods forældede kønsrollekonventioner eller af den endimensionelle "strong female character"-type, hvor kvinderne får lov til at sparke røv, men til gengæld mangler alle de personlighedstræk, der ellers ville gøre dem troværdige.

Kvinderne i Feigs film - og i særdeleshed min nye yndlingsfilm 'Spy' - får lov til at være så helt igennem latterlige og upassende, som genren kræver, uden obligation til at charmere det mandlige publikum. Og det er denne frihed, der gør 'Spy' til andet og mere end bare en film, der udfordrer en mandsdomineret genre. Det bliver en grov, sjov og vild komedie fuld af upassende indslag, som bestemt ikke falder i alles smag – men det behøver den heller ikke at gøre.

Filmen er kompromisløs, og den føler aldrig behov for at undskylde eller forklare sin status som den 'atypiske' komedie, den på mange måder er. 'Spy' er simpelthen bare en sjov film om superspionen Susan Cooper, der er, som hun er, og ser ud, som hun gør, take it or leave it.

Susans udseende får ikke lov til at definere hendes status i forhold til filmens andre personer. Selvom hendes tossede påklædning bliver latterliggjort gentagne gange, nedlader filmen sig på intet tidspunkt til billige jokes om Melissa McCarthys vægt. Hverken hendes udseende eller det faktum, at hun er kvinde, fremstår derved som en 'mangel' Susan skal overvinde for at blive anerkendt som en rigtig spion på niveau med hendes mandlige kolleger.

I 'Spy' er Susans evne til at udføre sit arbejde som spion altid det, der definerer hendes succes (et tema, som Feig i øvrigt går videre med i 'Ghostbusters'), og hendes kærlighedsforhold må vige for venskabet med Nancy (Miranda Hart) og rivaliseringen med Rayna (Rose Byrne).

Kort fortalt har Paul Feig skabt en action-komedie med en kvindelig helt, som får lov til at drive filmens handling frem præcis som en mandlig hovedperson ville: Hendes problemer stemmer ikke ud fra, hvad hun er, men i stedet fra hvem hun er som menneske.

Melissa McCarthy er ikke altid lige overbevisende som leading lady (jeg var f.eks. hverken vild med The Heat eller The Boss), men i 'Spy' er hun i absolut topform. Hart og Byrne er begge hylende morsomme, Allison Janney og Jude Law fungerer rigtig godt i biroller, og Jason Stathams rablende skøre Rick Ford fuldender det komiske ensemble.

Alt dette ville selvfølgelig ikke betyde nær så meget, hvis 'Spy' ikke var den fandens gode, underholdende film, jeg synes, den er. Hvis man ikke selv er til denne grove komediestil, vil 'Spy' nok ikke virke nær så vellykket – men efter min mening står den så stærkt, præcis fordi den er så ubetinget grov, og fordi den aldrig nedlader sig til at retfærdiggøre, at hovedpersonerne tilfældigvis er kvinder.