5 undertippede hajfilm

- der leverer varen
Billede
(© The Reef/Lightning Entertainment)

Den aktuelle The Shallows er den seneste af talrige film, der går i fodsporene på Steven Spielbergs koldblodige mesterværk fra 1975, Jaws.

Alligevel flyder de danske biografer ikke over med film om havets elegante dræber.

Ud over Deep Blue Sea, Open Water og til dels Into the Blue er nichegenren en forholdsvis sjælden gæst på det store lærred, men på andre platforme lever hajfilmen i bedste velgående. Sharknado-serien er formentlig det bedst kendte eksempel, og man finder beslægtede fjollerier i film som 'Sand Sharks og ’Mega Shark vs. Giant Octopus’.

Men nogle forholdsvis ukendte hajfilm er faktisk værd at se. Især for fans af genren.

Bait ©Bait Productions
Bait (2012)
I den mere useriøse ende af skalaen er ’Bait’ et godt alternativ til Sharknado-serien. Filmen er mindre komisk, men plottet er næsten ligeså tåbeligt. En tsunami oversvømmer et australsk supermarked, og snart er dåsetomater skiftet ud med hvidhajer. Egentlig er der tale om en slasher-film med letpåklædte ofre i lukkede omgivelser, hvor man har byttet morderen ud med en håndfuld hajer, men det fungerer overraskende godt. Begivenhederne ender med at tage sig selv for alvorligt, men den er fx mere vellykket end den amerikanske Shark Night 3D.

Dark Tide ©Alliance Cinema
Dark Tide (2012)
Med et prisskilt på 25 mio. dollars er filmen med Halle Berry utvivlsomt den mest luksuriøse produktion på listen, men den fejlede i sit forsøg på at blande psykologisk drama med skrækindjagende hajangreb. Resultatet er en gumpetung affære, men midt i al selvhøjtideligheden finder man nogle af filmhistoriens bedste og mest troværdige hajscener. Filmen er instrueret af John Stockwell, der også stod bag 'Into the Blue'.

The Reef ©Lightning Entertainment
The Reef (2010)
En lille kynisk perle af en australsk hajfilm. En gruppe unge må forlade deres synkende båd og beslutter sig for at svømme til den nærmeste koralø. Men en hvidhaj er naturligvis på spil. ’The Reef’ er en hajfilm skåret ind til benet. Den er forholdsvis professionelt eksekveret og byder på en håndfuld forrygende angreb fra dybet.

Red Water ©Sony Pictures Television
Red Water (2003)
Gode gamle Lou Diamond Phillips virker tilpas skræmt gennem det meste af filmen om en angrebslysten tyrehaj, der terroriserer en flod i Louisiana. Stilen er en blanding af gyser og traditionel actionfilm, og de mange skurke leverer masser af madding til den temmelig sultne fisk. Der er stadig tale om en tv-film, men tempoet er højt, og ’Red Water’ leverer en tilpas mængde hajorienteret spænding.

Night of the Sharks ©Amanecer Films
Night of the Sharks (1988)
Du skal indrømmet være ualmindelig glad for hajer for at sætte pris på denne italienske produktion med Treat Williams, der helt uprovokeret blander action med hajangreb på splatterniveau. Men hajerne er altså ret fede, og det gør filmen ca. 10 gange bedre end den ligeledes italienske ’The Last Shark’ fra 1981 - den skamløse og berygtede kopi af ’Jaws’, som selv samlere kan være foruden.

The Shallows er aktuel i biografen.

Trailer til The Reef: