Iransk mesterinstruktør er død

Abbas Kiarostami 1940-2016
Billede
(© Mødet i Toscana/MK2 Productions)

Den prisvindende, iranske instruktør Abbas Kiarostami er død, 76 år gammel. Det oplyser nyhedsbureauet Isna med en meddelelse om, at filmskaberen døde i Frankrig, hvor han fik behandling for cancer.

Kiarostami er ikke den første store instruktør, der dør inden for de seneste dage. I weekenden gik amerikanske Michael Cimino (The Deer Hunter) bort.

Kiarostami blev født i Teheran i 1940, og i sine unge år kastede han sin kærlighed på malerier og grafisk design. Mellem 1962 og 1966 skabte han mere end 150 tv-reklamer og bevægede sig herfra til at designe introsekvenser til film.

Spillefilmsdebuten kom i 1973 med 'Tadjrebeh', og året efter fulgte The Traveler om en dreng, der bliver svigtet af sine forældre og skole, hvorfor han drager til storbyen for at se sit yndlings fodboldhold spille.

Filmene markerede den realistiske tone, der kom til at kendetegne den iranske nybølge, som Kiarostami blev synonym med. Samtidig blev brugen af børneskuespillere en gentagende faktor for instruktøren.

1987 blev det internationale gennembrudsår for iraneren, der med 'Hvor er min vens hus?' blev hædret med fem priser. Præcis 10 år senere modtog han Guldpalmen i Cannes for Smagen af kirsebær.

Andre film på cv’et inkluderer værker som 'Ten' og Mødet i Toscana, mens 'Like Someone in Love' fra 2012 blev instruktørens sidste fiktive spillefilm. Gennem hele karrieren stod den iranske filmskaber bag en lang række dokumentarer, bl.a. mesterværker Close-Up.

Abbas Kiarostami efterlader sig to sønner, Ahmad and Bahman Kiarostami, der begge arbejder i filmindustrien.