Adskillige film om Jason Bourne på vej

Flere end James Bond?
Billede
(© Jason Bourne/Universal Pictures)

I næste uge er der premiere på den fjerde film om superagenten Jason Bourne (femte hvis man tæller spinoff'et The Bourne Legacy med). Men det bliver næppe den sidste.

Filmselskabet Universal Pictures udtrykker ønske om at producere langt flere film om deres svar på James Bond.

I et interview med The Playlist fortæller Universal-chefen Donna Langley:

- Selvom Matt og Paul har været meget definitive i deres udtalelser om ikke at vende tilbage, var vi aldrig villige til at lade det påvirke vores beslutning. Her er målet: At lade Matt Damon og Paul Greengrass lave Bourne-film, indtil de ikke kan mere.

Hvorvidt dette betyder indtil Matt Damon bliver for gammel, eller bare indtil de ikke gider mere, er uvist, men udmeldingen er godt nyt for fans af action-serien, der er baseret på Robert Ludlums romanhelt.

Samtidig tyder det på, at filmselskabet har en stærk tiltro til den nye film, både hvad angår kvalitet og kommerciel styrke.

Hvorvidt Matt Damon og Paul Greengrass er interesserede i at fortsætte serien, er der ingen forlydender om. Men i og med de begge tidligere har sagt farvel til franchisen, skal man på ingen måde udelukke det.

Jason Bourne får premiere den 28. juli.