Pas nu på, Leonardo DiCaprio!

Oscar-vinderen skal måske spille muslimsk digter
Billede
(© The Revenant/20th Century Fox)

Manuskriptforfatteren bag Gladiator, David Franzoni, er ved at påbegynde en biografi om den persiske, muslimske digter Jalal ad-Din Rumi, og hans førstevalg til rollen er Oscar-vinderen Leonardo DiCaprio. Det afslører The Guardian.

Valget er umiddelbart kontroversielt, fordi Hollywood har været beskyldt for whitewashing - altså at give oplagt ikke-hvide roller til hvide skuespillere. Sidste år var Christian Bales fremstilling af Moses i Exodus: Gods and Kings i vælten, og den seneste Oscar-uddelings manglende sorte nomineringer forstærkede debatten.

Alle elsker Leonardo DiCaprio, men hvis han påtager sig rollen, vil det uden tvivl skabe røre hos dele af hans fanskare. Internettet har allerede bevist, at valget ikke ville gå ubemærket hen.

- [Hollywood, red.] vil have en hvid mand til at spille Rumi, en persisk sufi-digter, men når de har brug for en terrorist, finder de let muslimske skuespillere, skriver Aayesha, der er vicedirektør for det muslimske medie Media Review Network på Twitter.

Eller som en anden Tweeter:

- Så Idris Elba kan ikke spille Bond, fordi det er en hvid karakter, men Leonardo DiCaprio kan spille Rumi.

Filmen vil foregå i det 13. århundrede og fokusere på Rumis lærdom samt møde med syrerne, men som man allerede godt kan fornemme, bliver castingen en udfordring. Hvis Franzoni finder en skuespiller fra Hollywoods A-liste, bliver han med stor sandsynlighed hvid, og hvis han vælger en persisk skuespiller, kan budgetteringen blive et problem, da filmbyen ofte satser på de sikre kort.

Robert Downey Jr. er i øvrigt på tale til at spille Rumis spirituelle vejleder Shams Tabrizi, men alt om rollebesætningen er indtil videre på rygtebasis.

The Guardian skriver intet om, hvornår vi kan forvente, at filmen bliver til en realitet.