Derfor kan Warcraft 2 være på vej

Udskældt spilfilmatisering sælger billetter
Billede
(© UIP)

Der har aldrig været tvivl om, at Legendary Pictures fra starten planlagde Warcraft som første kapitel i en større filmfranchise.

Nu, hvor computerspilsfilmatiseringen er åbnet verden over og i dag får premiere i USA, kan man gøre sig lidt klogere på, om det overhovedet er realistisk med en fortsættelse.

Box Office Guru estimerer, at 'Warcraft' får en beskeden amerikansk åbning på omkring 24 mio. dollars. Dette estimat bygger højst sandsynligt på, at filmen ikke har fået mange roser med på vejen fra anmelderne. Alligevel tror vi på, at Duncan Jones' fantasy-film får den efterfølger, fans håber på.

Med onsdagens rekordhøje åbning i Kina, der indtjente 90 mio. dollars på kun to dage, ligger den internationale indtjening pt. på 168,6 mio. Selve produktionsbudgettet på 160 mio. dollars er dermed hjemme - og det er uden at medregne USA og ca. 40 yderligere lande, hvor filmen først nu får premiere.

Successen i Kina skal ikke undervurderes. Hollywood har for længst fået øjnene op for Asiens mest købestærke marked, der bl.a. har løftet størstedelen af billetsalget til film som Transformers: Age of Extinction, Fast & Furios 7 og senest Angry Birds. Vi kan med andre ord forvente flere film specifikt målrettet det kinesiske marked fremover.

Herhjemme har 'Warcraft' fået de samme dårlige anmeldelser som i udlandet, men over 90.000 danskere har alligevel allerede set filmen på to uger. Dertil hører, at fans overordnet virker tilfredse med filmatiseringen. Modsat de professionelle anmeldere (Politikens undtaget) lyder dommen fra ca. 1.500 kino.dk-brugere i hvert fald langt mere positiv med et ratings-gennemsnit på 5,2 stjerner.

Pointen er, at dårlige anmeldelser næppe standser en vordende franchise, hvis tallene på bundlinjen er imponerende nok. Ellers ville det være svært at forklare Transformers- og Fast & Furious-serierne. Legendary Pictures har endnu ikke udtalt sig om planerne for en Warcraft-fortsættelse, men mon ikke der kommer en udmelding, når regnestykket er gjort op?

Warcraft er aktuel i de danske biografer.