Bliver ny Death Wish fyldt med tortur?

Hostel-instruktør hyret til genindspilning
Billede
(© Death Wish/Paramount Pictures)

Eli Roth skal instruere den kommende genindspilning af Death Wish med Bruce Willis i hovedrollen som en selvtægtsmand, der vil hævne sin familie. Det skriver The Hollywood Reporter.

Dermed overtager Roth styret, efter Aharon Keshales og Navot Papushado forlod projektet sidste måned. Instruktøren er kendt for Hostel, der satte nye standarder for gysere med fokus på tortur, og hans seneste film er Knock Knock, hvor Keanu Reeves heller ikke slipper for særdeles hårdhændet behandling.

Hvorvidt Roth går torturvejen (og derved lægger sig op ad Harry Brown), eller om den 44-årige amerikaner vil fokusere på rendyrket action i stedet, er det interessante spørgsmål.

Den oprindelige film fra 1974 havde Charles Bronson på rollelisten. På dansk fik filmen titlen 'En mand ser rødt', og der kom siden tre efterfølgere.

Death Wish har endnu ingen premieredato.