Thomas Vinterberg hyrer Colin Firth

Briten går ombord på Kursk
Billede
(© The Kings Speech/The Weinstein Company)

Thomas Vinterberg skal instruere den internationale ubådsfilm Kursk. Ifølge Variety har danskeren hyret den britiske skuespiller Colin Firth til en rolle i filmen.

Firth skal formentlig være en del af besætningen på en russisk ubåd, der sank til bunds i 2000. Hændelsen blev genstand for stor international bevågenhed, og mandskabets familier måtte kæmpe mod både politisk modstand og meget begrænset tid for at redde dem.

Belgieren Matthias Schoenaerts er allerede på plads i filmen, der er baseret på Robert Moores biografiske bog, 'A Time to Die'.

Oprindeligt skulle Kursk have været instrueret af en anden dansker, nemlig Under sandet-skaberen Martin Zandvliet, men i januar overtog Vinterberg produktionen.

Colin Firth kunne senest opleves som hårdtslående agent i Kingsman: The Secret Service, og senere på året vender han tilbage i glansrollen som Mark Darcy i en vis komedieefterfølger...

Kursk får formentlig premiere næste år.