Brugernes dom: Der kommer en dag

#kinotur på det danske drama
Billede
(© Der kommer en dag/Christian Geisnæs)

En af årets store danske film, Der kommer en dag, er snart aktuel i biografen.

For tre uger siden inviterede vi på #kinotur til en forpremiere på dramaet, der ikke lægger fingre imellem sin skildring af brutale forhold på et børnehjem i 1960erne.

Lars Mikkelsen og Sofie Gråbøl medvirker over for de unge debutanter, Harald Kaiser Hermann og Albert Rudbeck Lindhardt, der spiller to unge drenge, hvis liv ændres, da de sendes på et nådesløst hjem for drenge.

Her er et udvalg af anmeldelser - læs dem alle på filmens profil.

Svart:
"'Der kommer en dag' den ramte mig, den ramte mig meget hårdt. Mænd med store tatoveringer måtte lade en tåre, ret specielt at opleve en biografsal som stille og tårevædet måtte synke en klump, acceptere at sådan en skyggeside har Danmark også haft.”

Majken:
”Man skal forberede sig mentalt på at se denne film, men når man så har gjort det, er den det hele værd!”

Søren:
”En tankevækkende film, hvor man godt kunne have ønsket sig, at der var sat fokus på dette sorte kapitel noget før.”

Per Chr.:
”'Under Sandet' viste, at vi er gode til at caste unge talenter til at spille op imod de etablerede skuespillere, og denne film viser det igen, men også at instruktøren virkelig formår at få det bedste ud af de unge drenge, som spiller på hele følelsesregisteret både i det indre og ydre.”

Gosia:
”Inspirationen fra virkelighedens Godhavn Børnehjem giver scenerne en høj grad af brutal realisme, men selve fortællermodusen er desværre klichéfyldt og forudsigelig.”

Jasmia Maria:
”Danske dramaer er normalt ikke min genre, men på trods af det mere seriøse emne formår filmen også at inddrage, humor uden at det bliver upassende. Jeg trådte denne gang ud af biografen med en følelse af ikke kun at være blevet rørt, men også underholdt.”

Christina:
”Filmen er barsk og vellykket, hvilket i høj grad skyldes de meget solide og stærke skuespilpræstationer. Jeg må dog især fremhæve Lars Mikkelsen, som virkelig brillerer i rollen som den hårde forstander på Gudbjerg. Kan stadig føle hans onde blik på mig.”

Gustav:
”'Der kommer en dag' overgår alle forventninger. Temaet, om mishandlede, ulykkelige små børn, er brugt mange gange, men har aldrig som nu gjort sig fortjent til gode anmeldelser.”

Alexander:
”Absolut en film, der godt kan tåles at ses igen. Lars Mikkelsen er fantastisk, og med hans stålansigt og så de blå, borende øjne, skræmmer han livet af enhver.”

Mr. Snake:
”Fik gåsehud og blev helt rørt over denne film, en film som er meget tankevækkende og hård.”

Jonas:
”På trods af de udmærkede skuespilpræsentationer forbliver karaktererne ikke mere end stereotyper.”

Mille:
”To timer, hvor man får gåsehud, bliver rasende, græder og smiler et par enkelte smil... det er en film som sætter sig, og der er også en del at tænke over efterfølgende!”

Jørn Ole:
”Vi lever med deres ydmygelser, drømme og håb. Og fordi filmen giver sig tid til, at vi lærer personerne at kende, eftelader 'Der kommer en dag' et markant aftryk.”

Henrik:
”Elementerne er set før, men håndværket er solidt, skuespillet holder sig lige på den rigtige side af det operaagtige og genkendelsen giver på en måde filmen en tryg ramme at udfolde sig indenfor.”

Bo130:
”Over hele feltet er der gribende skuespilpræstationer, og filmen er velproduceret i en sådan grad, at jeg ikke umiddelbart kan huske at have set lignende i dansk filmhistorie.”

Tine:
”Jeg havde en forestilling om, at jeg skulle se en film, jeg helst ikke ville se, og gik derfra med en følelse af at være blevet beriget. Intet mindre.”

Maria:
”6 ud af 6 stjerner herfra!”

Der kommer en dag får dansk premiere den 21. april.