Oliver Stones Snowden igen forsinket

Forsinket whistleblower
Billede
(© Scanbox)

Open Road Films har endnu engang flyttet premieredatoen for Oliver Stones film om Edward Snowden.

Snowden skulle oprindeligt have haft premiere sidste december, så blev den rykket til midt maj. Nu satser filmselskabet på at udgive filmen til september.

Ændringen kan lyde alarmerende, men hænger måske sammen med, at prissæsonen begynder i netop september. Det mener The Hollywood Reporter, der har nyheden, i hvert fald.

Stone har selv skrevet manuskriptet sammen med Kieran Fitzgerald (The Homesman) over Luke Hardings bog. På rollelisten finder vi Joseph Gordon-Levitt som den kontroversielle whistleblower flankeret af Shailene Woodley, Nicolas Cage, Zachary Quinto, Melissa Leo, Tom Wilkinson, Rhys Ifans,Timothy Olyphant og Scott Eastwood.

Der er med andre ord gode grunde til at se frem til endnu et politisk brandfarligt indslag fra den engang så relevante filmskaber. Lad os håbe, at premiere-ændringen faktisk skyldes, at filmen har Oscar-potentiale.

Snowden får dansk premiere den 22. september.

Indtil da kan du (gen)se teaser-traileren forneden.